inhabits forests,plains. can live in a garden too..
Novruzçiçəyi, və ya Primula (lat. Primula) — Novruzçiçəyi (Primulaceae) fəsiləsindən bitki növü. Növlərinin əksəriyyəti gözəl çiçəkli çox da hündür olmayan ot bitkiləridir.
Primulaceae ailəsində alçaq boylu otların növü 400-500-ə bərabərdir. Onlar novruzgülünü, primulanı, və oxlip-i özündə birləşdirir. Çoxlu növ onların dekorativ çiçəkləri üçün böyüdülür. Onlar Efiopiyada, mülayim Şimal yarımkürəsində, cənuba tropik dağlarda, İndoneziyada, Yeni Qvineyada və mülayim cənubi Cənubi Amerikada yayılmışdırlar.
Daimi primulalar bahar ərzində əsasən gül açır; onların çiçəkləri bənövşəyi ola bilər, sarı, açıq-qırmızı, və ya ağ. Ümumiyyətlə, onlar filtrlənən günəş işığını üstün tuturlar. Çoxlu növ alp iqlimlərə uyğunlaşdırılır.
Novruzgüllərindən bəzisi Pulcuqlu qanadlılar növünün larvae-si (kəpənək qurdları) ilə qida bitkiləri kimi istifadə edilir. Burqundiya kəpənəyinin Hersoqu daxil olmaqla, Böyük Sarı Underwing, Daha kiçik Geniş məhdudlaşdırılan Sarı Underwing, Setaceous Yəhudi Xarakteri və Gümüş əsas Xalçası fərqləndirilir.
Becərilən Primulanın bəzi "flowering" forması novruzgülünün (P.vulgaris hibridləri) əksinə kimi polyanthus (P. elatior hibridləri) kimi adətən tanınır.
Novruzçiçəyinin botaniklərə müasir dövrə kimi 14 növü məlumdur. Primulanın (Novruzçiçəyinin) təsnifatı əsrdən çox müddətdə botaniklər tərəfindən araşdırılmışdır. Novruzçiçəyinin başqa növləri:
Novruzçiçəyi, və ya Primula (lat. Primula) — Novruzçiçəyi (Primulaceae) fəsiləsindən bitki növü. Növlərinin əksəriyyəti gözəl çiçəkli çox da hündür olmayan ot bitkiləridir.
Primulaceae ailəsində alçaq boylu otların növü 400-500-ə bərabərdir. Onlar novruzgülünü, primulanı, və oxlip-i özündə birləşdirir. Çoxlu növ onların dekorativ çiçəkləri üçün böyüdülür. Onlar Efiopiyada, mülayim Şimal yarımkürəsində, cənuba tropik dağlarda, İndoneziyada, Yeni Qvineyada və mülayim cənubi Cənubi Amerikada yayılmışdırlar.
Daimi primulalar bahar ərzində əsasən gül açır; onların çiçəkləri bənövşəyi ola bilər, sarı, açıq-qırmızı, və ya ağ. Ümumiyyətlə, onlar filtrlənən günəş işığını üstün tuturlar. Çoxlu növ alp iqlimlərə uyğunlaşdırılır.
Novruzgüllərindən bəzisi Pulcuqlu qanadlılar növünün larvae-si (kəpənək qurdları) ilə qida bitkiləri kimi istifadə edilir. Burqundiya kəpənəyinin Hersoqu daxil olmaqla, Böyük Sarı Underwing, Daha kiçik Geniş məhdudlaşdırılan Sarı Underwing, Setaceous Yəhudi Xarakteri və Gümüş əsas Xalçası fərqləndirilir.
Becərilən Primulanın bəzi "flowering" forması novruzgülünün (P.vulgaris hibridləri) əksinə kimi polyanthus (P. elatior hibridləri) kimi adətən tanınır.
Primula zo ur genad bleunioù ma kaver ar bokedoù-laezh.
Primula
Primula
Primula denticulata (Himalaya)
Primula
Primula vialii
Primula vulgaris 'rubra'
Primula zo ur genad bleunioù ma kaver ar bokedoù-laezh.
Prímula (Primula) és un gènere de plantes amb flors que conté unes 400-500 espècies herbàcies de creixement lent dins la família Primulaceae. Moltes espècies del gènere es cultiven per les seves flors com a planta ornamental. El gènere és originari de les regions de clima temperat de l'hemisferi nord i arriben cap al sud fins a les muntanyes tropicals d'Etiòpia, Indonèsia i Nova Guinea, i l'Amèrica dels Sud de clima temperat.
Etimològicament el nom deriva del diminutiu femení llatí de primus: primula i significa 'petita primera', en el cas de l'espècie Primula veris vol dir, literalment, 'petita primera de la primavera'.
Les prímules perennes floreixen principalment durant la primavera; el color de la flor pot ser-ne porpra, groc, vermell, rosa, o blanc. Generalment prefereixen la llum del sol filtrada i moltes espècies estan adaptades al clima d'alta muntanya.
Algunes prímules cultivades es coneixen com polyanthus
La prímula és un gènere autòcton de la vegetació dels Països Catalans amb les espècies següents:[1]
El gènere Dodecatheon, originat dins del gènere Primula, inclou 14 espècies.[2]
Algunes de les seccions tenen moltes espècies, d'altres només una sola:
Prímula (Primula) és un gènere de plantes amb flors que conté unes 400-500 espècies herbàcies de creixement lent dins la família Primulaceae. Moltes espècies del gènere es cultiven per les seves flors com a planta ornamental. El gènere és originari de les regions de clima temperat de l'hemisferi nord i arriben cap al sud fins a les muntanyes tropicals d'Etiòpia, Indonèsia i Nova Guinea, i l'Amèrica dels Sud de clima temperat.
Etimològicament el nom deriva del diminutiu femení llatí de primus: primula i significa 'petita primera', en el cas de l'espècie Primula veris vol dir, literalment, 'petita primera de la primavera'.
Les prímules perennes floreixen principalment durant la primavera; el color de la flor pot ser-ne porpra, groc, vermell, rosa, o blanc. Generalment prefereixen la llum del sol filtrada i moltes espècies estan adaptades al clima d'alta muntanya.
Algunes prímules cultivades es coneixen com polyanthus
Prvosenka (z latinského Primula = malá první, jelikož často kvetou brzy zjara, česky lidově petrklíč) je rod vytrvalých bylin (výjimečně jednoletých). Většina původně roste v Evropě a Asii, několik druhů v Americe. Celkem existuje asi 550 druhů prvosenek. Některé jsou pěstovány pro ozdobu. Mezi naše domácí druhy patří prvosenka Primula elatior var. corcontica, která je Krkonošský neoendemit, roste jen zde, nerozšířila se nikam jinam.
Prvosenky mají přízemní růžicí listů s uzlovitým oddenkem. Kořeny jsou vláknité, květy pětičetné, v okolících nebo hlávkách (řidčeji jednotlivé) na konci stvolu, výjimečně na stopkách vyrůstajících ze středu růžice. Listeny u květů jsou při bázi s hrbolkem nebo bez hrbolku. Kalich zvonkovitý, válcovitý, nálevkovitý nebo baňkovitý, pěticípý, vytrvalý. Koruna je nálevkovitá až řepicovitá; trubka je válcovitá, v ústí nezúžená, lysá, lem je pěti-laločnatý, plochý nebo miskovitý. Tyčinky přisedají krátkými nitkami pod ústím trubky nebo v její dolní části. Semeník je svrchní, kulovitý nebo vejcovitý, vajíčka jsou početná a poloanatropické, blizna je hlavičkovitá. Opylení je možné jen přenesením pylu z horních tyčinek na dlouhočnělečnou bliznu, nebo z dole přirostlých tyčinek na krátkočnělečnou bliznu. Tobolka je kulovitá až vejcovitá, otevírá se pěti až deseti zuby. Semena jsou početná, štítkovitá, nepravidelně mnohostěná, na hřbetní straně zploštělá, na břišní vyklenutá. Semena bývají tupě hranatá až křídlatá, většinou bradavičnatá.[L 1][L 2]
Všeobecně vyžadují chladného, vlhkého a ne uzavřeného vzduchu. Příliš velké horko a slunce ve sklenících jim škodí a díky tomu blednou a rychle odkvétají. Některé druhy prvosenek zvlášť vyžadují vápna, naproti tomu některé zase vyžadují kyselé půdy.[L 3]
Většinu prvosenek, hlavně vlhkomilnější druhy, množíme výsevem semen ihned po uzrání a semenáčky, když dosáhnou vhodné velikosti, přesazujeme do kořenáčů z nichž je na jaře vysazujeme na definitivní místa. Kvetou po vysazení většinou tentýž rok. Můžeme sít také v únoru – tyto semenáčky přepichujeme a pak hrnkujeme v květnu. Květináče zapustíme přes léto do půdy na stinném místě a hojně je zaléváme. Můžeme je vysazovat na definitivní místo v září, chceme-li aby kvetly v příštím roce.
K setí používáme jen čerstvých semen. Sejeme-li v únoru používáme semen z minulého roku, jinak vyséváme v červnu a červenci do misek s písčitou půdou. Přesazujeme do malých hrnků, když mají semenáčky čtyři listy a to buď v září nebo v létě, popřípadě na podzim příštího roku.
Vysokohorské druhy z podsekce Arhritica sekce Auricula, kam patří například Primula wulfeniana i ostatní příbuzné alpské druhy, jako jsou Primula spectabilis, Primula glaucescenes a Primula clusiana, množíme nejsnáze měkkými řízky, které odebíráme po odkvětu od června do srpna (čím dříve tím lépe). Mladé rostlinky sázíme do směsi drnovky s přídavkem listovky, písku a vápence. Kvetou brzy zjara, v březnu a v dubnu. Jsou to druhy velmi malé, např. Primula wulfeniana má listy v růžici jen 2–5 cm dlouhé, zato však mají květy poměrně veliké, které téměř zakrývají listovou růžici.
Větší druhy prvosenek můžeme množit v březnu, když se probouzejí k životu a jsou patrné již vegetační vrcholky. Všechny druhy prvosenek můžeme množit dělením v září a četné druhy s tlustými kořeny můžeme množit i kořenovými řízky.[L 4]
K léčebným účelům může být použita celá rostlina. Květy a listy sbíráme na začátku kvetení. Kořen sbíráme na jaře nebo na podzim, kdy rostlina začíná slábnout. Plody a listy sušíme na otevřeném a vzdušném místě. Nejvhodnější doba použití je do 2 let.
Prvosenka je dobře známá v praxi lidového léčitelství. Čaj z květů byl používán k posílení nervů a proti kašli. Prvosenka se běžně používá proti bronchitidě, zánětu plic, bronchiálnímu astmatu, chřipce, revmatickým bolestem, atd. V homeopatii se rostlina používá při onemocnění ledvin a neuralgiích.
Rostlina je také diuretická, způsobuje pocení, je sedativní a obsahuje i některé vitamíny. Používá se také při nedostatku vitamínu A a C. Výtažek z kořene je součástí přípravy českého Solutanu, což je dobře známý lék proti bronchiálnímu astmatu a bronchitidě. Nejsou žádné zdokumentované negativní účinky prvosenky.[1]
Upozornění: jedná se o lidový prostředek a není žádná záruka jejich účinnosti nebo bezpečnosti.
Z chorob jsou nejdůležitější chlorosa čili žloutenka, která vzniká po použití mladých nebo nevyzrálých zemin nebo kyselých humusových zemin či rašeliny, anebo pokud jsou příliš vystaveny slunečnímu záření. Dále je to vadnutí a odumírání rostlin, které bývá způsobeno zkysnutím půdy a to hlavně při přelití při hnojení nebo při zálivce. Z živočišných škůdců hlavně škodí háďátka (Aphelenchus olesistus a Heterodora) žijící na kořenech, jež zduřují, hnědnou a odumírají. Po zjištění je nejlépe napadené rostliny vyřadit a spálit aby se zabránilo dalšímu šíření. Mšice listová saje na rubu listů, listy žloutnou a rostliny se znehodnocují. Proti mšicím používáme běžné insekticidy. Housenky můry osenní překusují v noci listy a vtahují je částečně do země. Při malém napadení může být efektivní i sbírání housenek na napadených rostlinách.[L 5]
Čtrnáct druhů rodu Dodecatheon (česky božskokvět) je některými botaniky zařazováno do rodu prvosenka (Primula),.[2]
Květy jsou na delším stvolu ve tvaru koule. Tento znak si obvykle zachovávají mladé rostliny, starší exempláře v hustých trsech nemívají květenství tak hezké. Nejkrásnější jsou 2 - 3 roky staré semenáče. Skupina je totožná s botanickou sekcí Denticulata.
Květy jsou většinou jen po jednom na krátkých stopkách, a tak husté, že rostlina v květu budí dojem barevného polštáře. Listy bývají velmi nízké a široké. Do této skupiny patří Primula vulgaris, Primula minima a další.
Na delší stopce vyrůstá vždy větší počet květů. Patří sem především naše četné druhy. Například Primula auriculata, Primula farinosa, Primula veris a jiné.
Jsou převážně původem z Číny a Japonska. Kvítky jsou sestaveny do několika přeslenů nad sebou, rozkvétají postupně od zdola nahoru. Patří sem Primula budleyana, Primula japonica a další.
Květy zvonkovitého tvaru jsou na stopkách. Do této skupiny prvosenek patří Primula alpicola, Primula sikkimensis a další.[3]
Jeden z amerických spisovatelů se jmenuje Primula Bond.
Někteří jazykovědci se domnívají, že název obce Příšovice pochází z pojmu„prisca“, který lze ve smyslu prvotní spojit s prvosenkou (Primula). Prvosence jarní se také říká „petrklíč“, Což lze brát jako narážku na sv. Priscu, kterou křtil sv. Petr.[4]
V Pánu prstenů Jsou skuteční rodiče Froda Pytlíka Drogo Pytlík a Primula Brandorádová. Poté co v roce 2980, se ona i Drogo utopili v Baranduinu, Frodo Pytlík osiřel, ale později byl adoptován Bilbem Pytlíkem.[5]
V tomto článku byl použit překlad textu z článku Primula na anglické Wikipedii.
Obrázky, zvuky či videa k tématu prvosenka ve Wikimedia Commons
Galerie prvosenka ve Wikimedia CommonsPrvosenka (z latinského Primula = malá první, jelikož často kvetou brzy zjara, česky lidově petrklíč) je rod vytrvalých bylin (výjimečně jednoletých). Většina původně roste v Evropě a Asii, několik druhů v Americe. Celkem existuje asi 550 druhů prvosenek. Některé jsou pěstovány pro ozdobu. Mezi naše domácí druhy patří prvosenka Primula elatior var. corcontica, která je Krkonošský neoendemit, roste jen zde, nerozšířila se nikam jinam.
Kodriver (Primula) er en slægt med arter, som er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika med hovedvægten i Østasien. Det er flerårige (eller sjældent: enårige), urteagtige planter. Ofte er stængler og blade overtrukket med et melet lag, og hos nogle arter er de overjordiske dele behårede. Blomsterne er samlet i endestillede stande på særlige stængler. De er tvekønnede, 5-tallige og regelmæssige, dog sådan at den enkelte blomst har forskudt aktivering af henholdsvis støvdragere og støvfang. Kronbladene er sammenvoksede til et rør med en fri krave. Frugterne er kapsler med mange frø.
Kodrivere har heterostyli.[1]
Følgende arter findes vildtvoksende eller dyrket i Danmark:
Vildtvoksende danske arter
Die Primeln (Primula) sind eine Pflanzengattung aus der Familie der Primelgewächse (Primulaceae). Etwa 500 Arten gehören zu dieser Gattung. Der deutsche Trivialname Schlüsselblumen für einzelne Arten kommt von der Ähnlichkeit des Blütenstandes weniger Arten mit einem Schlüsselbund.
Primula-Arten wachsen als meist sommergrüne ausdauernde, selten einjährige, krautige Pflanzen. Oft werden als Überdauerungsorgane Rhizome gebildet. Die Wurzeln sind faserig. Nur Primula suffrutescens ist immergrün, verholzt etwas und bildet Matten. Wenige Arten bilden Stolonen (Primula nutans). Einige Arten sind mehr oder weniger sukkulent. Die oberirdischen Pflanzenteile können behaart oder unbehaart sein, oft sind sie mehlig bestäubt.
Die in grundständigen Rosetten angeordneten Laubblätter können einen undeutlichen, manchmal geflügelten Blattstiel besitzen. Die einfache Blattspreite ist lineal, breit lanzettlich, verkehrt-lanzettlich, länglich-verkehrt-eiförmig, rhombisch, elliptisch, keilförmig oder spatelförmig mit angeschrägtem oder gerundetem und abrupt sich verschmälerndem Spreitengrund und gezähnter, spitzer, stumpfer, gerundeter oder spatelförmiger Spreitenspitze. Die Blattränder sind ganz bis gezähnt. Die Blattflächen sind meist kahl oder besitzen selten einfache Haare (beispielsweise bei Primula veris).
Es werden unbeblätterte, mehr oder weniger lange aufrechte bis aufsteigende Blütenstandsschäfte gebildet. Die Blüten stehen selten einzeln, meist zu 2 bis mehr als 25 in einfachen oder zusammengesetzten, oft doldigen, manchmal traubigen oder rispigen Blütenständen zusammen. Es sind ein bis fünf Tragblätter vorhanden. Die Blütenstiele können aufrecht, abstehend, gekrümmt, gebogen, leicht zurückgekrümmt oder nickend sein.
Die zwittrigen Blüten sind radiärsymmetrisch und fünfzählig mit doppelter Blütenhülle. In der Sektion Dodecatheon gibt es vierzählige Arten. Die meist fünf grünen, kahlen oder weich bis flaumig behaarten Kelchblätter sind breit glockenförmig bis zylindrisch oder krugförmig verwachsen. Der Kelch ist mehr oder weniger fünfkantig und kann schwach gekielt sein. Die fünf Kelchzähne sind gleich bis halb so lang wie die Kelchröhre. Die meist fünf Kronblätter sind glockenförmig verwachsen. Die fünf ganzrandigen Kronzipfel, die nur bei der Sektion Dodecatheon zurückgebogen sind, besitzen die gleiche bis doppelte Länge der Kronröhre; ihr oberes Ende ist meist gerundet. Die Farbe der Kronblätter reicht von lavendelfarben, magentarot, rosafarben bis violett, selten rot und von weiß bis gelb. Es ist nur der innere Kreis mit meist fünf Staubblättern vorhanden. Die Staubfäden sind meist frei, nur in der Sektion Dodecatheon gibt es Arten, bei denen sie zu einer Röhre verwachsen sind. Außer in der Sektion Dodecatheon überragen die Staubblätter die Blütenkrone nicht. Der Fruchtknoten ist oberständig. Es liegt oft Heterostylie – die Blüten unterscheiden sich dabei durch die Länge des Griffels und der Lage der Antheren – vor.
Die kugeligen, zylindrischen oder ellipsoiden, meist fünfklappigen Kapselfrüchte öffnen sich bei Reife bis zu einem Drittel ihrer Länge und enthalten meist viele (10 bis über 100) Samen. Die braunen Samen sind eiförmig bis länglich, etwas vierkantig mit netzartiger oder blasiger Oberfläche.
Die Chromosomengrundzahl beträgt x = (8), 9, (10), 11, (12) oder bei der Sektion Dodecatheon 22.
Wilde Primeln sind auf der gesamten Nordhalbkugel verbreitet, etwa die Hälfte aller Arten ist in China beheimatet.
Besonders artenreich sind sie in Gebirgen vertreten. Hier ist eine bemerkenswerte Anpassung an den Lebensraum erkennbar. Primeln im Flachland blühen durchwegs gelb, alpine Arten (mit Ausnahme der gelben Aurikel) rosa, rotviolett bis blau. Dieser Umstand kann dadurch erklärt werden, dass im Flachland eher Bienen und im Gebirge eher Falter die Bestäubung übernehmen.
Synonyme für die Gattung Primula sind Aretia Link, Cortusa L., Dionysia Fenzl, Dodecatheon L. und Sredinskya (Stein) Fed. Der Gattungsname Primula lässt sich mit ‚Erstlingsblume‘ übersetzen (lateinisch prima ‚die Erste‘), das weist auf die frühe Blütezeit hin.
Die Gattung Primula wird in etwa fünf Untergattungen[1] mit bis zu über 40 Sektionen gegliedert und enthält etwa 500 Arten:
Folgende Primula-Arten sind hier noch keinen Untertaxa zugeteilt (Auswahl):
Wo etwa Kalk- und Urgestein aufeinandertreffen, findet man oft fruchtbare Kreuzungen zwischen Aurikel und Behaarter Primel. Diese als Bastard-Aurikel (Primula ×pubescens) bekannte Form ist Stammart vieler Primelsorten.
Weitere zahlreiche Arten (asiatische und insbesondere chinesische) werden auch als Zierpflanzen kultiviert. Hybriden zwischen den einzelnen Arten sind nicht selten. Sie finden in verschiedenen Farben als beliebte Beet- und Balkonpflanzen Verwendung. Es gibt auch viele Sorten für kühle Zimmer. Bekannt als blühende Topfpflanzen ist hier beispielsweise die Becher-Primel (Primula obconica).
Als Heilpflanze werden Primeln wegen ihres hohen Gehaltes an Saponinen eingesetzt. Diese Substanzen wirken z. B. bei Erkältungskrankheiten und chronischer Bronchitis sekretolytisch (schleimlösend) und expektorierend, d. h., sie fördern den Auswurf von Schleim.
Blüte: Hauptsächlich in den Kelchblättern kommen Saponine vor (besonders die Primulasäure) – ca. 2 %. In den übrigen Blütenteilen kommen hauptsächlich Flavonoide, Carotinoide, Spuren von ätherischem Öl, und Enzyme (Primverase) vor. Der Tee wird als mild wirkendes Sekretolytikum (schleimlösendes Mittel) bei Husten, gegen Bronchitis und Erkältungskrankheiten verwendet. Weiterhin wird in der Volksmedizin die Blüte als Nervenmittel gegen Kopfschmerzen, Neuralgien, Gliederzittern, Schwindelgefühl und als Herztonikum genutzt. Die Schlüsselblume (bezogen auf Primula officinalis und Primula veris) wurde früher auch lateinisch als Herba paralysis[9] bezeichnet.
Wurzel: Aufgrund ihres hohen Saponingehalts werden Primeln als Phytotherapeutikum eingesetzt. Sie werden vor allem zur Verflüssigung des Sputums bei chronischer Bronchitis mit Hustenreiz in Form von Hustentee, -säften und -tropfen verordnet. Zusätzlich zu den Wirkungen der Blüte in der Volksmedizin noch gegen Asthma, Keuchhusten und Gicht.
Die mehligen oder öligen Drüsensekrete diverser Arten können Hautirritationen und teilweise auch allergische Reaktionen auslösen. Die orale Aufnahme kann mitunter zu Vergiftungserscheinungen wie Magenschmerzen, Übelkeit, Brechreiz und Diarrhöe (Durchfall) führen.
Die Primeln (Primula) sind eine Pflanzengattung aus der Familie der Primelgewächse (Primulaceae). Etwa 500 Arten gehören zu dieser Gattung. Der deutsche Trivialname Schlüsselblumen für einzelne Arten kommt von der Ähnlichkeit des Blütenstandes weniger Arten mit einem Schlüsselbund.
Navroʻzgul (Primula) — navroʻzguldoshlar oilasiga mansub koʻp yillik oʻsimliklar turkumi. Yer yuzida 500 dan ortiq, Oʻzbekistonda 10 turi uchraydi. Dorivor N.ning boʻyi 15—30 sm. Ildiz oldi barglari tuxumsimon, cheti toʻmtoq arrasimon, bandli, qanotchali. Toʻpguli soyabonsimon. Guli yirik, sariq. Mevasi — koʻp urugʻli, koʻngʻir, koʻsakcha. Bargi tarkibida S vitamini, karotin, saponin va boshqa birikmalar bor. Ildizi va ildizpoyasining qaynatmasi bronxit kasalligida balgʻam koʻchiruvchi dori sifatida, bargining damlamasi avitaminozda qoʻllanadi. N.ning Oʻzbekistondagi turlari manzaralidir.[1]
Navroʻzgul (Primula) — navroʻzguldoshlar oilasiga mansub koʻp yillik oʻsimliklar turkumi. Yer yuzida 500 dan ortiq, Oʻzbekistonda 10 turi uchraydi. Dorivor N.ning boʻyi 15—30 sm. Ildiz oldi barglari tuxumsimon, cheti toʻmtoq arrasimon, bandli, qanotchali. Toʻpguli soyabonsimon. Guli yirik, sariq. Mevasi — koʻp urugʻli, koʻngʻir, koʻsakcha. Bargi tarkibida S vitamini, karotin, saponin va boshqa birikmalar bor. Ildizi va ildizpoyasining qaynatmasi bronxit kasalligida balgʻam koʻchiruvchi dori sifatida, bargining damlamasi avitaminozda qoʻllanadi. N.ning Oʻzbekistondagi turlari manzaralidir.
Primula je rod jagorčevina iz velike grupe cvjetnica. Obuhvata zeljaste[1]porodice Primulaceae. Uključuju poznate divlje cvjetnice, kao što su obična jagorčevina (P. vulgaris). Ostale su uobičajene vrste P. auricula (auricula), P. veris (kravlja jagorčevina) i P. elatior (volovska usna). Ove vrste i mnoge druge cijene se zbog ukrasnih svojstava. Ekstenzivnosu kultivirani i hibridne biljkei. U primjeru obične jagorčevine, stotinama godina. „primule“ su autohtone biljke umjerenih područja Sjeverne polutke, južno u tropskih planina u Etiopiji, Indoneziji i Novoj Gvineji, te na umjerenom jugu Južne Amerike. Skoro polovina poznatih vrsta je s Himalaja.[1] Prema klasinim kriterijima, rod Primula ima oko 500 vrsta, a i više ako se određeni rodovi iključe i njihov okvir.[2]
Primula je složen i raznolik rod, s pojavom na nizu staništa, od alpskih padina do močvarnih livada. Biljke cvjetaju uglavnom tokom proljeća, pri čemu se cvjetovi često pojavljuju u sfernim gromama na čistim stabljikama, koje izlaze iz baznih lisnih rozeta; njihovi cvjetovi mogu biti ljubičasti, žuti, crveni, ružičasti, plavi ili bijeli. Neke vrste imaju bijeli brašnasti cvat (farina) na raznim dijelovima biljke.[1] Mnoge od njih su adaptirane na alpske klimate.
Riječ primula je latinski ženski deminutiv od primus, što znači prva (prim), koja se primjenjuje na cvjetove koji se među prvima otvaraju na proljeće.[3]
Primule se koriste kao prehrambena biljka od za insekta Hamearis lucina (burgundski leptir vojvoda).[4]
Vrste roda Primula široko se uzgajaju, kao i hibridizirane, koje uglavnom potiču od vrsta P. elatior, P. juliae, P. veris i P. vulgari . Polyanthus (često nazvan P. polyantha) je jedna takva grupa biljaka, od koj je proizveden veliki broj sorti u svim bojama, koji se obično uzgajaju kao jednogodišnje ili dvogodišnje biljke, a dostupne su kao sjeme ili mlade biljke.[5] Sljedeće hibridne sorte i kultivari stekli su Nagradu za baštenske zasluge Kraljevskog hortikulturnog društva:-[6]
Rod Dodecatheon potiče iz roda Primula , pa neki autori u Primulauključuju i 14 njegovih vrsta.[19]
Klasifikaciju roda „Primula“ botaničari su istraživali više od jednog stoljeća. Kako je rod velik i raznolik (s oko 500 vrsta), oni su vrste organizirali u razne podrodovske grupe. Najčešća je podjela na niz od trideset sekcija.[20][21] Neke od ovih sekcija (npr. Vernales, Auricula) imaju mnogo vrsta, a neke samo jednu.
Primula × polyantha
Aguliçja (me erë) (lat. Primula officials Jacq.) - Aguliçja është një bime barishtore shumëvjeçare me një lartësi 15–30 cm. Kjo bime është e zakonshme në kullota dhe livadhe subalpine e alpine, e cila lulëzon në periudhën prill-qershor. Agulicja te gjitha gjethet pranë rrënjës i ka në forme vezake te zgjatur, lulet e mëdha te verdha, te renditura në ombrelle te thjeshte.
Rizomat dhe rrënjët përmbajnë rreth 5-10 % saponine triterpenike si p.sh. primulina, acid primulinic A dhe saponine te tjera. Gjithashtu përmbajnë heterozide te cilat gjenerojnë esenca si primverozide dhe primulaverozide te cilat nëse hidrolizohen japing si aglikon esterin metilik te acidit mete-ksizalicilik, sheqerna (glukozide), një enzime primveraza, flavonoide, amidon, etj. Lulet e agulicjes përmbajnë saponine, flavone, kurse gjethet përmbajnë sasi te konsiderueshme vitaminë C (rreth 3-5,8 % në gjethet e freskëta) gjithashtu dhe β — karotën.
Saponinet triterpenike te cilat gjenden në rizomat dhe rrënjët kane veti ekspektorante dhe sekretolitik. Si rrjedhim drogerat që përmbajnë bimën agulicja përdorën kundër te ftohurit, si nxitës te nxjerrjes se gelbazes nga rrugët e frymarrjes, kundër enfizemes se mushkërive dhe bronkiteve akute dhe kronike.
Primula /ˈprɪmjʊlə/[1] is a genus o mainly yerbaceous[2] flouerin plants in the faimily Primulaceae.
Primula l'è 'n zèner de piànte anöàle o perèni de dimensiù pesène che fà par de la famìa de le Primulaceae. Le spéci de chèsto zèner le crès spontànee en töt l'emisfér nòrt e le g'ha fòie bazài a rözèta, con o sènsa gambì, fiùr bèi culuràcc reünìcc en ombrèle, capulì, gratilìne o vertezèi surapunìcc, con töt entùren le bràtee, che crès ensìma dei gamb de sòlet bei lónch. I fröcc de sòlet i è dele capsule. El zèner primula el töl dét de piö de 1500 spéci acetàde segont el sit del Missouri Botanical Garden[1].
Uno de los numerosos cultivares de Primula
Primula farinosa flores.
Híbrido cultivar de Primula
Primula elatior Crescendo rouge.
Primula auricula Aurikel.
Aguliçja (me erë) (lat. Primula officials Jacq.) - Aguliçja është një bime barishtore shumëvjeçare me një lartësi 15–30 cm. Kjo bime është e zakonshme në kullota dhe livadhe subalpine e alpine, e cila lulëzon në periudhën prill-qershor. Agulicja te gjitha gjethet pranë rrënjës i ka në forme vezake te zgjatur, lulet e mëdha te verdha, te renditura në ombrelle te thjeshte.
Primula /ˈprɪmjʊlə/ is a genus o mainly yerbaceous flouerin plants in the faimily Primulaceae.
Primula l'è 'n zèner de piànte anöàle o perèni de dimensiù pesène che fà par de la famìa de le Primulaceae. Le spéci de chèsto zèner le crès spontànee en töt l'emisfér nòrt e le g'ha fòie bazài a rözèta, con o sènsa gambì, fiùr bèi culuràcc reünìcc en ombrèle, capulì, gratilìne o vertezèi surapunìcc, con töt entùren le bràtee, che crès ensìma dei gamb de sòlet bei lónch. I fröcc de sòlet i è dele capsule. El zèner primula el töl dét de piö de 1500 spéci acetàde segont el sit del Missouri Botanical Garden.
Uno de los numerosos cultivares de Primula
Primula farinosa flores.
Híbrido cultivar de Primula
Primula elatior Crescendo rouge.
Primula auricula Aurikel.
Primula je rod jagorčevina iz velike grupe cvjetnica. Obuhvata zeljasteporodice Primulaceae. Uključuju poznate divlje cvjetnice, kao što su obična jagorčevina (P. vulgaris). Ostale su uobičajene vrste P. auricula (auricula), P. veris (kravlja jagorčevina) i P. elatior (volovska usna). Ove vrste i mnoge druge cijene se zbog ukrasnih svojstava. Ekstenzivnosu kultivirani i hibridne biljkei. U primjeru obične jagorčevine, stotinama godina. „primule“ su autohtone biljke umjerenih područja Sjeverne polutke, južno u tropskih planina u Etiopiji, Indoneziji i Novoj Gvineji, te na umjerenom jugu Južne Amerike. Skoro polovina poznatih vrsta je s Himalaja. Prema klasinim kriterijima, rod Primula ima oko 500 vrsta, a i više ako se određeni rodovi iključe i njihov okvir.
De sjleutelbloom ies ’n bloom in de familie van de primula's. De Latiense naam Primula (primus beteikent ièrsjte) lièt zeen dat ’t ein van de ièrsjte bleujende plante ies in ’t jaor; ze eupent ’t bleujsezoen. ’t Sjerm van losse bleumkes, dat de plant typeert, weurt vergeleke mèt ‘ne sjleutelebosj.
Drie bekènde soorte in Nederland en Belsj zin:
De gouwe sjleutelbloom woort vreuger gewoon of echte sjleutelbloom geneump. Ze ies herkènbaar aan de intense doajergael kleur van de bloom mèt in de kelk vief oranje vlekskes. In Zuud-Limburg sjteit deze vreugbleujer in tuine of verwilderd in groepe es bodembedèkker in de hellingbösj en in de beekdale. De klokvörmige bleumkes, die in ‘n gruupke bie-ein sjtoon op ‘ne behaorde sjtengel, zin eetbaar. Deile van de plant were in cake- en pannekokebesjlaag gebruuk en ouch veur ‘t verve van paosjeier toegepas. ‘ne Nederlandse volksnaam ies bakkroed.
Kèrkesjleutel of sjlanke sjleutelbloom (primula elatior) ies ’n sjlanke plant mèt get groater bleumkes in liech-, roumgeel kleure. Die sjtoon ouch in ’n gruupke op ‘ne dunne, behaorde sjtengel.
De naam kèrkesjleutel kump van de vergelieking mèt ’ne forsje sjleutel, zoa eine dae gebruuk weurt um de zjwoar deur van ’n kèrk mèt te eupene en te sjlete. De griesgreun blaar zin eetbaar.
De sjleutelbloom zónder sjtengel haet geine lange sjtengel mèh aan eder bleumke ‘n kort sjtengelke. De kleur van de blome ies liechgeel. Dees soort weurt ouch doorgekweek es tuinbloom, ’n hybride, in allerlei fel kleure van geel, roze, road tot paars.
Alledrie de soorte zin besjermp en maoge daodoor neet geplök were.
De sjleutelbloom ies ’n bloom in de familie van de primula's. De Latiense naam Primula (primus beteikent ièrsjte) lièt zeen dat ’t ein van de ièrsjte bleujende plante ies in ’t jaor; ze eupent ’t bleujsezoen. ’t Sjerm van losse bleumkes, dat de plant typeert, weurt vergeleke mèt ‘ne sjleutelebosj.
БIаьстинг (лаьт: Prímula, эрс: Первоцвет) — бIаьстингбаьцай дезала баьцовгIа да.
БIаьстинг
ЛергбIаьстинг
БIаьстинг (лаьт: Prímula, эрс: Первоцвет) — бIаьстингбаьцай дезала баьцовгIа да.
Ключыкі[1] (па-лацінску: Prímula) — род расьлінаў з сямейства Ключыкавыя (па-лацінску: Primulaceae) атраду Вераскакветныя (па-лацінску: Ericales). Большасьць відаў — дэкаратыўныя невялікія травы.
Ключыкі (па-лацінску: Prímula) — род расьлінаў з сямейства Ключыкавыя (па-лацінску: Primulaceae) атраду Вераскакветныя (па-лацінску: Ericales). Большасьць відаў — дэкаратыўныя невялікія травы.
Сар пуç, е Примула (лат. Prímula) — сар пуçсем çемйин ӳсентăран ăрачĕ. Ячĕ латтин чĕлхинче Prímus — пĕрремĕш пулать.
Сар пуç, е Примула (лат. Prímula) — сар пуçсем çемйин ӳсентăран ăрачĕ. Ячĕ латтин чĕлхинче Prímus — пĕрремĕш пулать.
Primula (/ˈprɪmjʊlə/)[1] is a genus of herbaceous[2] flowering plants in the family Primulaceae. They include the primrose (P. vulgaris), a familiar wildflower of banks and verges. Other common species are P. auricula (auricula), P. veris (cowslip), and P. elatior (oxlip). These species and many others are valued for their ornamental flowers. They have been extensively cultivated and hybridised (in the case of the primrose, for many hundreds of years). Primula are native to the temperate Northern Hemisphere, south into tropical mountains in Ethiopia, Indonesia, and New Guinea, and in temperate southern South America. Almost half of the known species are from the Himalayas.[2]
Primula has over 500 species in traditional treatments, and more if certain related genera are included within its circumscription.[3]
Primula is a complex and varied genus, with a range of habitats from alpine slopes to boggy meadows. Plants bloom mostly during the spring, with flowers often appearing in spherical umbels on stout stems arising from basal rosettes of leaves; their flowers can be purple, yellow, red, pink, blue, or white. Some species show a white mealy bloom (farina) on various parts of the plant.[2] Many species are adapted to alpine climates.
Primula was known at least as early as the mediaeval herbalists, although first formally described as a genus by Linnaeus in 1753,[4] and later in 1754 in his Flora Anglica. Linnaeus described seven species of Primula. One of its earliest scientific treatments was that of Charles Darwin study of heterostyly in 1877 (The different forms of flowers on plants of the same species). Since then, heterostyly (and homostyly) have remained important considerations in the taxonomic classification of Primula.[5][6] Primula is a member of the Primulaceae family. The most complete treatment of the family, with nearly 1000 species arranged into 22 genera, was by Pax and Knuth in 1905.[7]
Primula is the largest genus in the family Primulaceae, within which it is placed in the subfamily Primuloideae, being the nominative genus.[8]
The position of Primula within the family and its relationship to other genera is shown in this cladogram:
Primula
MyrsinaceaeThe genus Dodecatheon originated from within Primula, its species are now included in Primula.[9]
The classification of the genus Primula has been investigated by botanists for over a century. As the genus is both large and diverse (with about 430–500 species), botanists have organized the species in various sub-generic groups. The most common is division into a series of thirty sections.[10][11] Some of these sections (e.g. Vernales, Auricula) contain many species; others contain only one.
The word primula is the Latin feminine diminutive of primus, meaning first (prime), applied to flowers that are among the first to open in spring.[28]
Primulas are used as a food plant by the Duke of Burgundy butterfly.[29]
Although there are over 400 species of Primula, about 75% are found in the eastern Himalayan mountain chain and western China (Yunnan Province), constituting a centre of diversity. Other centres of diversity are a western Asian centre (Caucasus, European mountain ranges from the Pyrenees, through the Alps to the Carpathian Mountains), mountains of East Asia and those of western North America. Primula is found in mountainous or higher latitude zones of North America, Europe, and Asia, with extension into South America, Africa (mountains of Ethiopia) and tropical Asia (islands of Java and Sumatra).[5][8] About 25 species occur in North America (represented in five sections).[30]
Primula is found in the humid and moderate climate regions of the Northern Hemisphere, predominantly in the forest belt, plain meadows, Alpine lawns, and nival and meadow tundras.[8]
Primula species have been extensively cultivated and hybridised, mainly derived from P. elatior, P. juliae, P. veris and P. vulgaris. Polyanthus (Primula × polyantha) is one such group of plants, which has produced a large variety of strains in all colours, usually grown as annuals or biennials and available as seeds or young plants.[31]
Another huge range of cultivars, known as auriculas, are derived from crosses between P. auricula and P. hirsuta (among others). Specialist nurseries and auricula societies[32] support the growing and showing of these choice strains.
The following hybrid varieties and cultivars have gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit:-[33]
.jpg)
_-_15.jpg)
_1978,_MiNr_574.jpg)
_3.JPG)
_3.JPG)
.jpg)
_3.JPG)
.jpg)
{{cite web}}: Check |archive-url= value (help) Primula (/ˈprɪmjʊlə/) is a genus of herbaceous flowering plants in the family Primulaceae. They include the primrose (P. vulgaris), a familiar wildflower of banks and verges. Other common species are P. auricula (auricula), P. veris (cowslip), and P. elatior (oxlip). These species and many others are valued for their ornamental flowers. They have been extensively cultivated and hybridised (in the case of the primrose, for many hundreds of years). Primula are native to the temperate Northern Hemisphere, south into tropical mountains in Ethiopia, Indonesia, and New Guinea, and in temperate southern South America. Almost half of the known species are from the Himalayas.
Primula has over 500 species in traditional treatments, and more if certain related genera are included within its circumscription.
Primolo (Primula) estas genro el la primolacoj, kun pli ol 500 specioj[1]. Ili kreskas ĉefe sur la norda hemisfero, en la malvarmaj kaj montaraj regionoj. La primoloj estas malrapide kreskantaj, ĝenerale ĉiujaraj (malofte dujaraj), moltigaj plantoj. Plimulto de la specioj altas 25–50 cm, sed ekzistas ankaŭ plantoj kun alteco de 5 cm kaj eĉ 120 cm. Oni kultivas multajn speciojn kiel ornamplantojn pro iliaj belegaj floroj.
La tigo de la primoloj estas mallonga, ofte mankanta. La folioj estas tigetaj, longaj, sveltaj aŭ rondformaj, ofte starantaj en grundfoliaro. Sur la folia dorso, la ĉefa vejno (kaj ofte la alkondukaj vejnetoj) estas ŝveliĝantaj. La floroj estas unuopaj kaj sidas sur longa pedunklo aŭ staras en nedensa umbelo. La kaliko kaj la korolo estas kunkreskintaj, kvinmembra, la korolo estas ruĝa, purpura, rozkolora, blua, blanka aŭ flava.
Vitrodomaj ornamplantoj estas la etaĝa aŭ fea primolo (P. malacoides) kaj la ĉinia primolo (P. sinensis). La printempa primolo (P. veris), radia primolo (P. elatior), sen-tiga aŭ ordinara primolo (P. acaulis sin. P. vulgaris) kaj julia primolo (P. juliae) estas ŝatataj ĝardenaj ornamplantoj.
Las prímulas (Primula spp.), también conocidas como primaveras o primaveras de jardín (por ser la primera en florecer), es un género de plantas de la familia de las primuláceas. Es una planta perenne de crecimiento bajo con alrededor de 500 especies. Muchas de las especies de este género se dan espontáneamente en todo el hemisferio norte. No ha de confundirse con la onagra (Oenothera biennis).
Tiene abundante follaje, con hojas oblongas, dentadas y de textura rugosa de color verde amarillento y algo más claras en el envés. Algunas especies pueden alcanzar unos 40 cm de altura. Sus flores, de cinco pétalos nacen en el centro formado por el follaje y tienen distintos tamaños y tonalidades: rosa, violáceo, rojo o amarillo, con una mota central de distinto tono en algunas de las variedades. De ellas se desprende un suave aroma. Se obtienen a partir de semillas que deben plantarse en otoño o primavera, floreciendo en invierno o verano, respectivamente.
Requiere de suelos bien abonados, preparado para plantas de flor, pero sin excesos. Debe tener buen drenaje de agua, pues el exceso de agua provoca que sus hojas tomen un color amarillento. El sol en exceso, sobre todo durante el verano la perjudica, por lo que debe ubicársela a la semi-sombra, esto también la convierte en una buena planta para interiores luminosos. Es resistente a las temperaturas bajas pero no a las fuertes heladas.
Las semillas de prímula contienen principalmente ácido linoleico y ácido gamma-linolénico, ambos ácidos grasos esenciales para nuestro organismo. Los ácidos grasos esenciales en nuestro cuerpo: proporcionan energía, aíslan los nervios, colaboran en el mantenimiento de la temperatura corporal, forman parte de estructuras celulares y son vitales para el metabolismo. También, a partir de ellos se producen en el cuerpo unas moléculas muy importantes llamadas prostaglandinas.
Para usos medicinales se recolectan los rizomas y las hojas, aunque las flores también se utilizan con aplicaciones calmantes. Las raíces se recolectan a principios de primavera, se lavan muy bien y luego se dejan secar directamente al sol. Las hojas se secan a la sombra, en un lugar aireado. Se conservan en frascos cerrados y sin humedad.
Los polvos secos del rizoma tienen propiedades estornudatorias.
Las hojas jóvenes consumidas frescas, crudas o cocidas, tienen una acción depurativa.
El género fue descrito por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 1: 142–144. 1753.[1]
Primula: nombre genérico que proviene del latín primus o primulus = "primero", y refiriéndose a su temprana floración. En la época medieval, la margarita fue llamada primula veris o "primogénita de primavera".[2]
Las prímulas (Primula spp.), también conocidas como primaveras o primaveras de jardín (por ser la primera en florecer), es un género de plantas de la familia de las primuláceas. Es una planta perenne de crecimiento bajo con alrededor de 500 especies. Muchas de las especies de este género se dan espontáneamente en todo el hemisferio norte. No ha de confundirse con la onagra (Oenothera biennis).
Nurmenukk ehk priimula (Primula L.) on taimeperekond nurmenukuliste sugukonnas.
Nurmenuku perekonda kuulub 400–500 liiki madalakasvulisi rohttaimi. Perekonna levilaks on põhjapoolkera parasvööde, Etioopia, Indoneesia ja Uus-Guinea troopilised mäed ning Lõuna-Ameerika parasvöötme lõunapoolsed alad.
Paljusid liike kasutatakse aianduses nende dekoratiivsete õite tõttu. Mitmeaastased nurmenuku perekonna esindajad õitsevad peamiselt kevaditi, nende õied võivad olla punased, kollased, roosad või valged. Reeglina eelistavad taimed poolvarju. Mitmed liigid on kohanenud mäestikukliimaga.
Eestis võib kohata nelja nurmenuku perekonda kuuluvat liiki, neist kaks on pärismaised.
Nurmenukk ehk priimula (Primula L.) on taimeperekond nurmenukuliste sugukonnas.
Nurmenuku perekonda kuulub 400–500 liiki madalakasvulisi rohttaimi. Perekonna levilaks on põhjapoolkera parasvööde, Etioopia, Indoneesia ja Uus-Guinea troopilised mäed ning Lõuna-Ameerika parasvöötme lõunapoolsed alad.
Paljusid liike kasutatakse aianduses nende dekoratiivsete õite tõttu. Mitmeaastased nurmenuku perekonna esindajad õitsevad peamiselt kevaditi, nende õied võivad olla punased, kollased, roosad või valged. Reeglina eelistavad taimed poolvarju. Mitmed liigid on kohanenud mäestikukliimaga.
Udaberri-lore edo sanjose-lore (Primula) primulazeoen familiako landare loredunen genero bat da. Ipar hemisferioko eskualde epeletan bizi da, ia genero erdia Himalaian.[1]
Genero anitza eta zabala (500 espezie ingurukoa) izandako, botanikariek ataletan banatu dute. Hona hemen:[2][3]
Udaberri-lore edo sanjose-lore (Primula) primulazeoen familiako landare loredunen genero bat da. Ipar hemisferioko eskualde epeletan bizi da, ia genero erdia Himalaian.
Esikot (Primula) on esikkokasvien heimoon kuuluva suku, jossa on 400–500 lajia. Lisäksi koristekasveina käytetään hybrideitä.[2] Esikkoja kasvaa villeinä pohjoisen pallonpuoliskon lauhkealla vyöhykkeellä, Etelä-Amerikan vastaavassa ilmastossa sekä korkealla Etiopian, Indonesian ja Uuden Guinean vuorilla. Monia esikkoja kasvatetaan koristekasveina; joitakin käytetään rohtoina. Esimerkiksi kultaesikosta (Primula auricula) on kehitetty erilaisia lajikkeita ja hybridimuotoja koristekasveiksi yli 350 vuoden ajan.[3]
Esikot kasvavat kosteassa, ravinteikkaassa maassa yleensä varsin varjoisissa paikoissa.[2]
Monivuotiset esikot kukkivat varhain keväällä. Suvun tieteellinen nimi (Primula) tulee sanasta ensimmäinen (lat. Primus) ja viittaa kasvin aikaiseen kukkimiseen.[4]
Esikot (Primula) on esikkokasvien heimoon kuuluva suku, jossa on 400–500 lajia. Lisäksi koristekasveina käytetään hybrideitä. Esikkoja kasvaa villeinä pohjoisen pallonpuoliskon lauhkealla vyöhykkeellä, Etelä-Amerikan vastaavassa ilmastossa sekä korkealla Etiopian, Indonesian ja Uuden Guinean vuorilla. Monia esikkoja kasvatetaan koristekasveina; joitakin käytetään rohtoina. Esimerkiksi kultaesikosta (Primula auricula) on kehitetty erilaisia lajikkeita ja hybridimuotoja koristekasveiksi yli 350 vuoden ajan.
Esikot kasvavat kosteassa, ravinteikkaassa maassa yleensä varsin varjoisissa paikoissa.
Monivuotiset esikot kukkivat varhain keväällä. Suvun tieteellinen nimi (Primula) tulee sanasta ensimmäinen (lat. Primus) ja viittaa kasvin aikaiseen kukkimiseen.
Primula
Les Primevères forment un genre (Primula) de plantes herbacées de la famille des Primulacées.
Ce genre auquel on rattache maintenant Cortusa, Dionysia et Dodecatheon comprend 433 espèces réunies en 6 sous-genres et 37 sections, originaires pour l'essentiel des zones tempérées de l'hémisphère nord[2].
Les primevères sauvages, Primula elatior et Primula veris, dont les fleurs retombantes se présentent en ombelle au sommet d'une longue tige, sont également connues sous le nom de coucous.
Le nom scientifique primulus est un diminutif du latin primus, « premier », allusion au fait que ces fleurs sont parmi les toutes premières à apparaître au printemps. Le nom vernaculaire a une morphologie proche : primevère dérive d'une forme latine tardive prima vera, formée de prima, « premier » (au féminin), et de vera, « printemps » (en latin classique, ver, veris)[3],[4].
Flore extra-européenne
Autres espèces
La primevère commune des jardins est une des premières fleurs du printemps (primo vere signifie au début du printemps en latin). C'est une plante vivace, souvent cultivée en annuelle. Elle fleurit de février à mai, est rustique et possède un feuillage semi-persistant[5].
Les hybrides de toutes les couleurs largement cultivés sont principalement des hybrides de P. vulgaris, P. veris, P. elatior, P. juliae. Ces hybrides sont parfois appelés indistinctement « Primevère Polyanthus » ou « Primula polyantha » mais ce nom ne désigne spécifiquement que les hybrides P. veris - P. vulgaris.[réf. nécessaire]
De nombreuses variétés hybrides sont cultivées depuis des siècles comme plantes ornementales.[réf. nécessaire]
Primevère
Primevère
Primula denticulata (Himalaya)
Une fleur de primevère
Primula vialii
Primula vulgaris 'rubra' (Primevère rouge)
Selon Catalogue of Life (7 août 2014)[6] :
Selon The Plant List (7 août 2014)[8] :
Selon Tropicos (7 août 2014)[1] (Attention liste brute contenant possiblement des synonymes) :
Dans le langage des fleurs, la primevère symbolise le premier amour ou l'affection sincère[9].
Dans le calendrier républicain français, le 1er jour du mois de germinal, est officiellement dénommé jour de la Primevère.
Les toutes jeunes feuilles de primevère possèdent une saveur légèrement anisée, notamment celles de la primevère officinale, de la primevère vulgaire et de la primevère acaule. Ce parfum est encore plus prononcé dans les racines lorsqu'elles sont froissées. Ces racines communiquent leur saveur anisée aux légumes que l'on fait cuire à la vapeur (consommées crues, elles irritent la gorge du fait de leurs saponines), tandis que les jeunes feuilles sont comestibles, comme légumes ou en soupe. Les fleurs décorent et parfument les plats chauds ou froids, ainsi que les desserts. Les feuilles (propriétés anti-ecchymotiques), les fleurs séchées et les racines de la primevère officinale (vertus adoucissantes et calmantes : antispasmodique, sédatif, analgésique) entrent dans la composition de mélanges médicinaux (notamment les mélanges pectoraux en raison de leurs propriétés expectorantes)[10].
Primula
Les Primevères forment un genre (Primula) de plantes herbacées de la famille des Primulacées.
Ce genre auquel on rattache maintenant Cortusa, Dionysia et Dodecatheon comprend 433 espèces réunies en 6 sous-genres et 37 sections, originaires pour l'essentiel des zones tempérées de l'hémisphère nord.
Les primevères sauvages, Primula elatior et Primula veris, dont les fleurs retombantes se présentent en ombelle au sommet d'une longue tige, sont également connues sous le nom de coucous.
As prímulas (Primula spp.), tamén coñecidas coma cáncaros ou primaveras (por ser as primeiras flores en aparecer na primavera) son un xénero dunhas 400–500 especies de plantas principlamente herbáceas[1] que salientan pola súa flor pertencentes á familia Primulaceae. O xénero inclúe o cáncaro, a coñecida especie brava típica dos bosques sombrizos de Galiza (P. vulgaris). Outras especies comúns son P. auricula (aurícula), P. veris (prímula) e P. elatior (beizo de boi).Estas especies e moitas outras empréganse coma ornamentais; e foron hibridadas, especialmente no caso da cáncaro bravo, durante centos de anos. As prímulas son nativas de zonas temperadas do hemisferio norte, chegando até as montañas tropicais de Etiopía, Indonesia, Nova Guinea, e nas zonas temperadas do sur de América do Sur. Case a metade das especies coñecidas proveñen do Himalaia.[1]
En Galiza é común o cáncaro bravo (Primula vulgaris) en todo o territorio; atopando tamén exemplares espontáneos de Primula veris e Primula elatior. Ademais variedades e híbridos de Primula son comúns coma ornamentais polas súas flores de diferentes cores , que adoitan venderse en feiras e centros de xardinaxe de todo o país, especialmente na primavera.
Teñen unha abondosa follaxe, con follas oblongas, dentadas e de textura engurrada, de cor verde amarelenta e algo máis claras no envés. Algunhas especies poden acadar uns 40 cm de altura. As súas flores, de seis pétalos nacen no centro formado pola follaxe e teñen distintos tamaños y tonalidades: rosa, violáceo, vermello branco ou amarelo, cunha manchiña central de distinto ton nalgunhas das variedades. Delas sae un suave recendo. Obtéñense a partir de semente que cómpre sementar no outono ou na primavera, floreando así no inverno ou no verán respectivamente.
Cómpren de solos ben adubados, preparado para plantas de flor, mais sen excesos. Debe ter unha boa drenaxe, pois o exceso de auga fai que as follas collan unha cor amarelenta. O sol en exceso, sobre todo durante o verán prexudica, polo que mellor plantalas nun lugar sombrizo ou semisombrizo isto tamén fai que sexa unha boa planta de interiores luminosos. Atura ben as temperaturas baixas, aínda que non as fortes xeadas.
As sementes de prímula conteñen principalmente ácido linoleico e ácido gamma-linolénico, ambos Ácidos graxos esenciais para o noso organismo. Os ácidos graxos esenciais no noso corpo fornecen enerxía, illan os nervios, colaboran no mantemento da temperatura corporal, forman parte de estruturas celulares e son vitais para o metabolismo. Tamén, a partir deles prodúcense no corpo unhas moléculas moi importantes chamadas prostaglandinas.
Para usos medicinais apáñanse os rizomas e as follas, aínda que as flores tamén se utilizan con aplicacións calmantes. As raíces apáñanse a principios da primavera, lávanse ben e despois se deixan enxugar directamente ao sol. As follas sécanse á sombra, nun lugar arexado. Presérvanse en tarros fechados e sen humidade.
Os pos secos do rizoma teñen propiedades estornudatorias
As follas novas consumidas frescas, crúas ou cocidas, teñen unha acción depurativa.
O xénero foi descrito por Linneo e publicado en Species Plantarum 1: 142–144. 1753.[2]
Primula: nome xenérico que provén do latín primus ou primulus = "primeiro", e refiríndose á súa ceda floración. Na época medieval, a margarida foi chamada primula veris ou "primoxénita da primavera".[3]
As prímulas (Primula spp.), tamén coñecidas coma cáncaros ou primaveras (por ser as primeiras flores en aparecer na primavera) son un xénero dunhas 400–500 especies de plantas principlamente herbáceas que salientan pola súa flor pertencentes á familia Primulaceae. O xénero inclúe o cáncaro, a coñecida especie brava típica dos bosques sombrizos de Galiza (P. vulgaris). Outras especies comúns son P. auricula (aurícula), P. veris (prímula) e P. elatior (beizo de boi).Estas especies e moitas outras empréganse coma ornamentais; e foron hibridadas, especialmente no caso da cáncaro bravo, durante centos de anos. As prímulas son nativas de zonas temperadas do hemisferio norte, chegando até as montañas tropicais de Etiopía, Indonesia, Nova Guinea, e nas zonas temperadas do sur de América do Sur. Case a metade das especies coñecidas proveñen do Himalaia.
En Galiza é común o cáncaro bravo (Primula vulgaris) en todo o territorio; atopando tamén exemplares espontáneos de Primula veris e Primula elatior. Ademais variedades e híbridos de Primula son comúns coma ornamentais polas súas flores de diferentes cores , que adoitan venderse en feiras e centros de xardinaxe de todo o país, especialmente na primavera.
Jaglac (vesnača, jagorčika, lat. Primula), biljni rod iz porodice jaglačevki kojemu pripada od preko 300[1] pa do blizu [2] ili više od 500 vrsta. Jaglac je dobio ime po tome što cvjeta vrlo rano u proljeće i ubraja se u vjesnike proljeća, a njegovo latinsko ime primula, umanjenica je od primus, i znači prvi[3]. U Hrvatskoj je poznato oko 10 vrsta među kojima su najčešći rani jaglac ili jastučasti jaglac, Primula acaulis Huds.; proljetni jaglac, Primula veris L.; visoki jaglac, Primula elatior. Na Velebitu raste Kitajbelov jaglac (Primula kitaibeliana), strogo zaštićena vrsta i nalazi se na Crvenom popisu ugroženih biljaka Hrvatske.
Jaglaci se se pojavljuju u rano proljeće (od kraja ožujka) po planinskim rudinama, livadama i pašnjacima, a uočljivi po svojem žutom cvijeću. Vrijeme cvatnje je sve do svibnja.
Mnoge vrste su ljekovite, i koristi se u znanstvenoj i narodnoj medicini, osobito korijen i cvjetovi. Za ovu biljku se kaže da ublažuje migrenu i to pomoću čaja od cvjetova.
Vidi Popis vrsta roda Primula
P. veris,
P. veris,
visoki jaglac, Primula elatior
P. elatior
rani ili jastučasti jaglac, P. acaulis
P. vulgaris
Jaglac (vesnača, jagorčika, lat. Primula), biljni rod iz porodice jaglačevki kojemu pripada od preko 300 pa do blizu ili više od 500 vrsta. Jaglac je dobio ime po tome što cvjeta vrlo rano u proljeće i ubraja se u vjesnike proljeća, a njegovo latinsko ime primula, umanjenica je od primus, i znači prvi. U Hrvatskoj je poznato oko 10 vrsta među kojima su najčešći rani jaglac ili jastučasti jaglac, Primula acaulis Huds.; proljetni jaglac, Primula veris L.; visoki jaglac, Primula elatior. Na Velebitu raste Kitajbelov jaglac (Primula kitaibeliana), strogo zaštićena vrsta i nalazi se na Crvenom popisu ugroženih biljaka Hrvatske.
Jaglaci se se pojavljuju u rano proljeće (od kraja ožujka) po planinskim rudinama, livadama i pašnjacima, a uočljivi po svojem žutom cvijeću. Vrijeme cvatnje je sve do svibnja.
Mnoge vrste su ljekovite, i koristi se u znanstvenoj i narodnoj medicini, osobito korijen i cvjetovi. Za ovu biljku se kaže da ublažuje migrenu i to pomoću čaja od cvjetova.
Kropačk[1][2] (Primula) je ród ze swójby kropačkowych rostlinow (Primulaceae).
Wobsahuje sćěhowace družiny:
Kropačk (Primula) je ród ze swójby kropačkowych rostlinow (Primulaceae).
Wobsahuje sćěhowace družiny:
alpski kropačk (Primula auricula) baworski kropačk (Primula clusiana) japanski kropačk (Primula japonica) kosmaty kropačk (Primula hirsuta) kuši kropačk (Primula vulgaris) łučny kropačk (Primula elatior) mólički kropačk (Primula minima) mukojty kropačk (Primula farinosa) polyantiski kropačk (Primula x polyantha) wonjaty kropačk (Primula veris) zahrodny kropačk (Primula x pubescens)Primula /ˈprɪmjʊlə/[1] adalah sebuah genus yang umumnya tumbuhan berbunga terna[2] dalam keluarga Primulaceae. Primula berasal dari hemisfer utara bersuhu hangat, selatan sampai pegunungan tropis di Ethiopia, Indonesia dan New Guinea, dan di kawasan bersuhu sedang di selatan Amerika Selatan. Hampir setengah spesies yang diketahui berasal dari pegunungan Himalaya.[2]
Informasi terkait dengan Primula dari Wikispecies.Primula /ˈprɪmjʊlə/ adalah sebuah genus yang umumnya tumbuhan berbunga terna dalam keluarga Primulaceae. Primula berasal dari hemisfer utara bersuhu hangat, selatan sampai pegunungan tropis di Ethiopia, Indonesia dan New Guinea, dan di kawasan bersuhu sedang di selatan Amerika Selatan. Hampir setengah spesies yang diketahui berasal dari pegunungan Himalaya.
Lyklar (fræðiheiti: Primula)[1] er ættkvísl, af aðallega jurtkenndum[2] plöntum í Maríulykilsætt. Einungis tvær tegundir hafa fundist villtar á Íslandi; Davíðslykill (P. egaliksensis) og Maríulykill (P. stricta). Þekktar garðplöntur eru allnokkrar; P. auricula (Mörtulykill), P. veris (Sifjarlykill) and P. elatior (Huldulykill). Þessar tegundir og margar aðrar hafa verið mikils metnar vegna blómfegurðar. Þær hafa verið gríðarmikið ræktaðar og kynblandaðar - í tilfelli Laufeyjarlykils P. veris, í mörg hundruð ár. Primula eru upprunnar úr tempraða belti norðurhvels, suður til fjalla Eþíópíu, Indónesíu og Nýju Guineu, og í tempraða belti Suður Ameríku. Næstum helmingur þekktra tegunda er frá Himalajafjöllum.[2]
Primula er með allt að 500 tegundir í hefðbundnum flokkunarfræðum, og fleiri ef skyldar ættkvíslir eru taldar með.[3]
Primula er flókin og breytileg ættkvísl, með búsvæði frá háfjalla hlíðum til mýra á láglendi. Plönturnar blómstra aðallega að vori, með blómin í sveip (sjaldan stök) á blaðlausum stönglum sem koma upp úr blaðhvirfingu, blöðin eru aflöng heil; blómin geta verið af næstum hvaða lit sem er. Allnokkrar tegundir eru með mjölkenndu dufti (farina) á blöðum, stönglum og blómum og jafnvel innan í blómunum.[2] Margar tegundir eru aðlagaðar fjallaloftslagi.
Orðið primula kvenkyns mynd af latneska orðinu primus, sem merkir fyrstur, og vísar til blómanna sem eru meðal þeirra fyrstu til að blómstra að vori.[4]
Laufeyjarlykill (og líklega fleiri Primula tegundir) er fæða lirfa nokkurra Lepidoptera tegunda, til dæmis Hamearis lucina, Noctua pronuba, Noctua janthina, Xestia c-nigrum og Xanthorhoe montanata. Sniglar geta verið ágengir.
Primula tegundir hafa mikið verið ræktaðar og blendingar af þeim, aðallega af P. elatior, P. juliae, P. veris og P. vulgaris. Polyanthus (oft nefnd P. polyantha) er einn slíkur hópur plantna, sem af er kominn mikill fjöldi afbrigða í öllum litum, yfirleitt ræktuð sem einær, og fáanlegar sem fræ eða ungar plöntur.[5]
Ættkvíslin Dodecatheon var upphaflega talin til Primula, svo sumir höfundar telja allar 14 tegundir Dodecatheon til Primula.[6]
Flokkun ættkvíslarinnar Primula hefur verið rannsökuð í yfir eina öld. Þar sem þessi ættkvísl er bæði stór og fjölbreytileg (með um 500 tegundir), hafa grasafræðingar skipað tegundum niður í undirættkvíslir. Vanalegasta flokkunin skiftir Primula niður í 30 undirættkvíslir.[7][8] Sumar þessara undirættkvísla (t.d. Vernales, Auricula) innihalda margar tegundir, aðrar bara eina.
Tegundir meðtaldar:[9][10][11]
Lyklar (fræðiheiti: Primula) er ættkvísl, af aðallega jurtkenndum plöntum í Maríulykilsætt. Einungis tvær tegundir hafa fundist villtar á Íslandi; Davíðslykill (P. egaliksensis) og Maríulykill (P. stricta). Þekktar garðplöntur eru allnokkrar; P. auricula (Mörtulykill), P. veris (Sifjarlykill) and P. elatior (Huldulykill). Þessar tegundir og margar aðrar hafa verið mikils metnar vegna blómfegurðar. Þær hafa verið gríðarmikið ræktaðar og kynblandaðar - í tilfelli Laufeyjarlykils P. veris, í mörg hundruð ár. Primula eru upprunnar úr tempraða belti norðurhvels, suður til fjalla Eþíópíu, Indónesíu og Nýju Guineu, og í tempraða belti Suður Ameríku. Næstum helmingur þekktra tegunda er frá Himalajafjöllum.
Primula er með allt að 500 tegundir í hefðbundnum flokkunarfræðum, og fleiri ef skyldar ættkvíslir eru taldar með.
Primula L. è un genere di piante della famiglia delle Primulaceae, originario delle zone temperate di Europa, Asia e America.
Il nome deriva dal latino primus per indicare la precocità di fioritura che avviene subito dopo la scomparsa della neve, quando nei prati comincia a comparire l'erba.
Comprende circa 500 specie di piante erbacee annuali e perenni, alte da pochi centimetri fino a diversi decimetri, con foglie basali a rosetta sessili o picciolate, fiori coloratissimi riuniti in ombrelle, capolini, grappoli o verticilli sovrapposti, circondati da brattee, sorretti da lunghi gambi. I frutti sono generalmente a capsula.
Lo stesso argomento in dettaglio: Specie di Primula. Il genere Primula comprende oltre 390 specie a distribuzione cosmopolita.[1]
Tra le specie spontanee presenti in Europa si annoverano:
Le più conosciute specie spontanee della flora italiana sono la P. veris, nota col nome comune di primula odorosa o primavera odorosa, spontanea sulle sponde dei fossati, sulle Alpi e gli Appennini, dove fiorisce alla fine dell'inverno, la P. vulgaris, comune nei boschi, nota col nome comune di primaverina, e occhio di civetta, la P. farinosa, dai fiori colorati di rosa o rossi, comune sulle Alpi.
Tra le specie coltivate come piante ornamentali ricordiamo:
Le primule coltivate in piena terra desiderano esposizione semi-ombrosa e riparata, terreno acido e fresco, fertile e ben concimato con sostanze organiche; mentre le specie coltivate in vaso richiedono locali freschi e umidi, luce solare filtrata, terriccio fertile, leggero e acido, concimazione ogni 15 giorni con fertilizzante liquido, annaffiature abbondanti, le specie perenni vengono coltivate come annuali, scartandole dopo la fioritura[2].
La moltiplicazione avviene con la semina sotto vetro o in ambiente fresco e ombreggiato, in terriccio di bosco sabbioso, utilizzando seme freschissimo, da aprile in poi, con fioritura tra l'inverno e la primavera successivi.
Le cultivar vengono moltiplicate per via agamica, con la divisione autunnale dei cespi o dei getti, anche se generalmente le primule malsopportano i trapianti, presentando scarse fioriture.
Primula L. è un genere di piante della famiglia delle Primulaceae, originario delle zone temperate di Europa, Asia e America.
Il nome deriva dal latino primus per indicare la precocità di fioritura che avviene subito dopo la scomparsa della neve, quando nei prati comincia a comparire l'erba.
Raktažolė (lot. Primula, vok. Schlüsselblume) – raktažolinių (Primulaceae) šeimos augalų gentis. Daugiametės žolės su pamatinių lapų skrotelėmis. Žiedai susitelkę į skėčius arba išsidėstę ant žiedynkočio. Vaisius – dėžutė, kuri gausiasėklė ir atsiveria penkiomis sąvaromis.
Gentyje yra daugiau kaip 500 rūšių, daug auginama darželiuose ir kambariuose kaip dekoratyviniai augalai. Naudojama ir gydymui (vaistinis augalas).
Lietuvoje auga dvi savaiminės rūšys:
Darželiuose auginama paprastoji raktažolė. Vikiteka
Sleutelbloem (Primula) is een geslacht van meer dan 500 soorten laaggroeiende planten uit de sleutelbloemfamilie (Primulaceae). Sommige soorten worden gekweekt vanwege hun decoratieve bloemen.
Overblijvende soorten bloeien in het voorjaar. De kleur van de bloemen varieert van paars, geel, rood en roze tot wit. De planten geven meestal de voorkeur aan gefilterd of gedempt zonlicht.
De botanische naam Primula is afgeleid van het woord primus (eerste), en geeft aan dat het als een van de eerste bloeiers in het voorjaar werd gezien.
In Nederland beheert Diergaarde Blijdorp namens de Stichting Nationale Plantencollectie een Primula-collectie.
De op een sleutelbos lijkende bloeiwijze van Primula was aanleiding tot de vorming van een legende: Sint-Petrus had, als bewaker van de hemelpoort, een prachtige sleutelbos met gouden sleutels. Op een kwade dag echter, toen hij even in slaap sukkelde, gleed deze hem uit handen en viel op de aarde neer. Petrus liet onmiddellijk de sleutelbos terughalen maar op de plaats waar hij was neergekomen, groeide een opvallende plant met een stralende tros goudgele bloemen; de plant kreeg sindsdien de naam ‘sleutelbloem’.[1] De sleutelbloem staat ook bekend onder de naam Sint-Petruskruid en de Duitsers noemen haar Himmelschlüssel.
Wilde primula's zijn over het noordelijk halfrond wijdverbreid. Vooral in gebergten komen veel soorten voor. Van de ongeveer vijftien in Europa voorkomende soorten komt dan ook de helft in de Alpen voor.
Opvallend is de aanpassing aan de omgeving. Sleutelbloemen uit het laagland hebben doorgaans gele bloemen. Sleutelbloemen uit de gebergten zijn vaak wit, roze, violet of blauw. Het verschil wordt verklaard doordat in het laagland de bestuiving door bijen gebeurt, terwijl in de bergen vlinders deze taak overnemen.
Sleutelbloemen dienen als waardplant voor de larven van een aantal Lepidoptera-soorten en voor mineervliegen.
In België en Nederland komen drie soorten voor, namelijk:
Buiten de Benelux komen ook voor:
Vanwege het hoge aantal van 500 soorten heeft men geprobeerd hier wat lijn in te brengen. W.W. Smith en H.R. Fletcher hebben een onderverdeling van negentien secties gemaakt, die zowel op regio als op overeenkomst is gebaseerd. Enkele secties zijn:
Primula's bevatten primine. Vooral wilde vormen van Primula obconica produceren in de harige bladeren zoveel primine, dat zelfs mensen die de plant niet aanraken maar in dezelfde ruimte aanwezig zijn, al irritatieverschijnselen kunnen vertonen. Er zijn echter cultivars van deze soort ontwikkeld, die geen primine bevatten, zoals bijvoorbeeld Twilly Series 'Touch Me' F1.[2]
De gewone sleutelbloem (Primula veris), de stengelloze sleutelbloem (Primula vulgaris) en de slanke sleutelbloem (Primula elatior) kunnen gebruikt worden in slaatjes, in pannenkoeken- en cakebeslag en in jam. Hiervoor zijn alle bovengrondse delen van de plant geschikt. De bloempjes hebben een anijsachtige smaak. Vroeger werd dit veel op de Veluwe gedaan en in Vlaanderen, vandaar de oude Vlaamse namen koekenbloem, pannenkoekenbloem en bakbloem voor deze plant. Deze drie soorten zijn in Nederland echter wettelijk beschermd en staan in Vlaanderen op de rode lijst, waardoor planten voor dit doel niet uit het wild mogen worden gehaald.
In de middeleeuwen werd Primula gebruikt als ‘verlammingskruid’ bij aandoeningen met reumatische pijnen, verlammingen, krampen en stuipen. Ook bij hoofdpijn en slapeloosheid. Later werd de sleutelbloem gebruikt bij verkoudheden, borstklachten en als zweetdrijvend middel.
... · Anagallis (Guichelheil) · Androsace (Mansschild) · Ardisia · Centunculus · Coris · Cortusa · Cyclamen (Cyclaam) · Dionysia · Glaux · Hottonia · Lysimachia (Wederik) · Myrsine · Primula (Sleutelbloem) · Samolus · Soldanella (Kwastjesbloem) · Trientalis · Vitalania · ...
Sleutelbloem (Primula) is een geslacht van meer dan 500 soorten laaggroeiende planten uit de sleutelbloemfamilie (Primulaceae). Sommige soorten worden gekweekt vanwege hun decoratieve bloemen.
Overblijvende soorten bloeien in het voorjaar. De kleur van de bloemen varieert van paars, geel, rood en roze tot wit. De planten geven meestal de voorkeur aan gefilterd of gedempt zonlicht.
De botanische naam Primula is afgeleid van het woord primus (eerste), en geeft aan dat het als een van de eerste bloeiers in het voorjaar werd gezien.
In Nederland beheert Diergaarde Blijdorp namens de Stichting Nationale Plantencollectie een Primula-collectie.
Primula er ei planteslekt i nøkleblomfamilien. Artane har blad i rosett ved grunnen. Beger med fem flikar. Sylindrisk kronrøyr og fem utståande kronbladflikar.
Primula er ei planteslekt i nøkleblomfamilien. Artane har blad i rosett ved grunnen. Beger med fem flikar. Sylindrisk kronrøyr og fem utståande kronbladflikar.
Viltveksande norske artar Kusymre (P. vulgaris) Marinøkleblom (P. veris) Hagenøkleblom (P. elatior) Fjellnøkleblom (P. scandinavica) Smalnøkleblom (P. stricta) Finnmarksnøkleblom (P. nutans) Dyrka artar i Noreg Aurikel (P. aurikel)
Nøkleblomslekten (vitenskapelig navn: Primula) er en slekt i nøkleblomfamilien. Artene er hovedsakelig urter der bladene i de aller fleste tilfellene er i en rosett ved grunnen. Begeret har fem fliker, og kronen danner et rør med fem kronblad. En stor del av plantene har et belegg av mel, det kan være på blader, stengel og blomst og er som oftest hvitt. Egentlig er dette kuleformede hår, det sitter løst og kan vaskes vekk av vind og vær til en viss grad.
De fleste artene er heterostyle med to typer blomster på forskjellige planter. Det fins rundt 500 arter med utbredelse på den nordlige halvkule, hovedsakelig i tempererte strøk. Hovedtyngden av arter er i Himalaya og tilstøtende fjellområder i Kina. Noen få arter fins på tropiske fjell, og én art (Primula magellanica) fins i Sør-Amerika.
Navnet Primula har røtter i før-linneisk botanikk, herba primula veris - vårens første (lille) urt[1].
Navnet nøkleblom er avledet av marianøkleblom, som har fått navnet fordi blomsterstanden kan minne om en nøkkel. Det brukes mest om de viltvoksende artene, i dyrkningssammenheng brukes mest det vitenskapelige navnet Primula. Se f.eks. jevnlige annonseringer fra hagesenterkjedene [2]
Så store slekter som nøkleblomslekten blir ofte delt opp i mindre deler etter slektskapsmessig nærhet. Det nyeste systemet ble foreslått av den norske botanikeren Per Wendelbo i 1961 og følges i modifisert form fortsatt. Her er et forenklet oppsett [3][4]
I tillegg deles noen av seksjonene videre opp i underseksjoner.
Mange av artene er høyt verdsatt som hageplanter og potteplanter. Noen har vært dyrket i flere hundre år. Christian Gartner fra Trondheim nevner dyrking av marianøkleblom i 1694: ”bærer vacker Blomster og icke Frøe, men formeris af Roden”[5]. "Primula is one of the three great garden genera.....only Rhododendron and Rosa can compare with it"[6]
Noen vanlige sortsgrupper i Norge[7][8]:
Kuleprimula (Primula denticulata, dyrket i Ungarn
Augustprimula (Primula florindae) dyrket i Vancouver
Primula magellanica i Argentina, eneste nøkleblom på den sørlige halvkula
Primula meadia (Syn. Dodecatheon meadia)
Primula parryi, Great Basin National Park, Nevada
Primula sieboldii i Berlins botaniske hage
Nøkleblomslekten (vitenskapelig navn: Primula) er en slekt i nøkleblomfamilien. Artene er hovedsakelig urter der bladene i de aller fleste tilfellene er i en rosett ved grunnen. Begeret har fem fliker, og kronen danner et rør med fem kronblad. En stor del av plantene har et belegg av mel, det kan være på blader, stengel og blomst og er som oftest hvitt. Egentlig er dette kuleformede hår, det sitter løst og kan vaskes vekk av vind og vær til en viss grad.
De fleste artene er heterostyle med to typer blomster på forskjellige planter. Det fins rundt 500 arter med utbredelse på den nordlige halvkule, hovedsakelig i tempererte strøk. Hovedtyngden av arter er i Himalaya og tilstøtende fjellområder i Kina. Noen få arter fins på tropiske fjell, og én art (Primula magellanica) fins i Sør-Amerika.
Navnet Primula har røtter i før-linneisk botanikk, herba primula veris - vårens første (lille) urt.
Navnet nøkleblom er avledet av marianøkleblom, som har fått navnet fordi blomsterstanden kan minne om en nøkkel. Det brukes mest om de viltvoksende artene, i dyrkningssammenheng brukes mest det vitenskapelige navnet Primula. Se f.eks. jevnlige annonseringer fra hagesenterkjedene
Hasło w Wikisłowniku Pierwiosnek, pierwiosnka, prymulka (Primula L.) – rodzaj roślin należący do rodziny pierwiosnkowatych. Według różnych ujęć taksonomicznych należy do niego od ok. 400[3][4] do 500 gatunków[5]. Występują one głównie w Europie (33 gatunki[4]) i Azji na obszarach o klimacie umiarkowanym, najliczniej w Chinach i Himalajach[3] (w Chinach za rodzime uznawanych jest ok. 300 gatunków[5]). Niektóre jednak gatunki sięgają swoją południową granicą zasięgu aż po góry Nowej Gwinei[3]. Nieliczne gatunki rosną także w Afryce (w Etiopii) oraz na obu kontynentach amerykańskich[5] (w Ameryce Północnej 20 gatunków[6]). Rośliny te zasiedlają murawy i łąki, skaliste urwiska oraz lasy[4]. Nazwa naukowa pochodzi od słowa primus = pierwszy i zdrobnienia -ulus i powodem jej użycia w odniesieniu do tych roślin jest ich wczesnowiosenne zazwyczaj kwitnienie[6]. Wiele gatunków uprawianych jest jako rośliny ozdobne[4].
Aretia Link, Sredinskya (Stein) Fed.
Należy do podrodziny pierwiosnkowe Primuloideae, rodziny pierwiosnkowatych Primulaceae, która wraz z siostrzaną rodziną hebankowatych należą do rzędu wrzosowców, grupy astrowych (asterids) w obrębie dwuliściennych właściwych (eudicots)[1].
Gromada okrytonasienne (Magnoliophyta Cronquist), podgromada Magnoliophytina Frohne & U. Jensen ex Reveal , klasa Rosopsida Batsch, podklasa ukęślowe Takht. ex Reveal & Tahkt., nadrząd Primulananae R. Dahlgren ex Reveal, rząd pierwiosnkowce (Primulales Dumort.), podrząd Primulineae Burnett, rodzina pierwiosnkowate (Primulaceae Vent., podrodzina Primuloideae Kostel, plemię Primuleae Dumort., podplemię Primulinae Pax in Engl. & Prantl, rodzaj pierwiosnek (Primula L.)[8].
Pierwiosnek, pierwiosnka, prymulka (Primula L.) – rodzaj roślin należący do rodziny pierwiosnkowatych. Według różnych ujęć taksonomicznych należy do niego od ok. 400 do 500 gatunków. Występują one głównie w Europie (33 gatunki) i Azji na obszarach o klimacie umiarkowanym, najliczniej w Chinach i Himalajach (w Chinach za rodzime uznawanych jest ok. 300 gatunków). Niektóre jednak gatunki sięgają swoją południową granicą zasięgu aż po góry Nowej Gwinei. Nieliczne gatunki rosną także w Afryce (w Etiopii) oraz na obu kontynentach amerykańskich (w Ameryce Północnej 20 gatunków). Rośliny te zasiedlają murawy i łąki, skaliste urwiska oraz lasy. Nazwa naukowa pochodzi od słowa primus = pierwszy i zdrobnienia -ulus i powodem jej użycia w odniesieniu do tych roślin jest ich wczesnowiosenne zazwyczaj kwitnienie. Wiele gatunków uprawianych jest jako rośliny ozdobne.
Primula L. é um género botânico constituído por 400 a 500 espécies, da família Primulaceae. Muitas destas espécies são cultivadas para uso das suas flores como ornamento, sendo conhecidas vulgarmente por «prímulas». É muito encontrada principalmente na América do Norte.
Destas espécies é extraído o óleo de prímula rico em ácidos graxos poli-insaturados e gorduras boas que podem trazer muitos benefícios para a saúde. Dentre estes benefícios, destacam-se principalmente:[1]
Primula L. é um género botânico constituído por 400 a 500 espécies, da família Primulaceae. Muitas destas espécies são cultivadas para uso das suas flores como ornamento, sendo conhecidas vulgarmente por «prímulas». É muito encontrada principalmente na América do Norte.
Destas espécies é extraído o óleo de prímula rico em ácidos graxos poli-insaturados e gorduras boas que podem trazer muitos benefícios para a saúde. Dentre estes benefícios, destacam-se principalmente:
Função anti-inflamatória; Ajuda a fortalecer o sistema imunológico; Deixa a pele com aparência mais saudável; Auxilia na amenização dos sintomas da TPM (cólicas, dor nos seios, entre outros); Ajuda nas funções hepáticas; Auxilia no controle emocional.Vivesläktet (Primula) är ett släkte i familjen viveväxter.[1] Vivesläktet har cirka 400—500 arter. Deras naturliga utbredningsområde är norra halvklotets tempererade områden och höga bergstrakter i Himalaya, Etiopien, Indonesien och Nya Guinea. I Sydamerika förekommer bara en enda art, Primula magellanica.[2] Flera arter är anpassade till alpint klimat. I Alperna finns närmare 30 arter, bland annat aurikel (Primula auricula). Många Primula-arter odlas i trädgårdar och som krukväxter för blommornas skull.
Vivesläktet är mycket stort och mycket variabelt. Den minsta arten (Primula minutissima) är bara ett par cm hög och har oftast bara en blomma per planta. De största arterna i gruppen kandelabervivor kan bli meterhöga och ha tio kransar med tjugo blommor i på varje stjälk [3]. Blomfärgen kan vara vit, ljusgul, mörkgul, orange, röd, rosa, lila eller blå och mitten av brämet, runt kronpipen, har ofta en kontrastfärg. Kromosomtalet varierar mellan 9 och 13 och polyploider är vanliga. Hos vivorna finns också mycket olika pollentyper.
Vivesläktet innefattar arter, hos vilka man först iakttog heterostyli eller heterodistyli, det vill säga att två (endast två) olika blomformer uppträder hos en och samma art, på olika stånd. Bland andra har även Charles Darwin noga prövat dessa Primula-blommor[4]. Då fann han att vid "legitim" pollinering, det vill säga då ett lågt märke pollineras från lågt sittande ståndarknappar (ur en annan blomma), blir resultatet en säkrare befruktning och bättre frösättning, än vid den "illegitima", det vill säga då ett lågt märke får pollen från höga ståndarknappar (ur den egna eller en annan blomma). Den legitima pollineringen är alltså här med nödvändighet förenad med korsning mellan skilda individer. Olikheten mellan de båda blomformerna visar sig även hos frömjölet. De höga ståndarna har stora pollenkorn, då dessa ska gro på ett märke med långt stift, varför deras pollenslangar (groddar) får en längre väg ned till fröämnena. De låga ståndarknapparna innehåller däremot frömjöl med korn av mindre storlek.
Fönstervivan (Primula obconica) kan framkalla kontaktallergi. Ämnet primulin är välkänt inom hudsjukvården som eksemframkallande. Genom förädlingsarbete finns det sorter att köpa som inte är allergiframkallande.
Till vivesläktet förs numera även tolvgudablomssläktet (Dodecatheon) som tidigare utgjorde ett eget släkte[5], och storviva (Sredinskya grandis)[6]. Sannolikt ska Dionysosvivesläktet (Dionysia) och troligen även klockvivesläktet (Cortusa) inkluderas i släktet Primula.
Följande tre arter har osäker taxonomi enligt olika databaser:
Dottertaxa till Vivsläktet enligt Catalogue of Life:[1]
Primula japonica med kransar av blommor.
Primula grandis med blommor i flock.
Primula minima med enstaka blommor.
Wikimedia Commons har media som rör Vivesläktet.
Wikispecies har information om Primula.
Vivesläktet (Primula) är ett släkte i familjen viveväxter. Vivesläktet har cirka 400—500 arter. Deras naturliga utbredningsområde är norra halvklotets tempererade områden och höga bergstrakter i Himalaya, Etiopien, Indonesien och Nya Guinea. I Sydamerika förekommer bara en enda art, Primula magellanica. Flera arter är anpassade till alpint klimat. I Alperna finns närmare 30 arter, bland annat aurikel (Primula auricula). Många Primula-arter odlas i trädgårdar och som krukväxter för blommornas skull.
Vivesläktet är mycket stort och mycket variabelt. Den minsta arten (Primula minutissima) är bara ett par cm hög och har oftast bara en blomma per planta. De största arterna i gruppen kandelabervivor kan bli meterhöga och ha tio kransar med tjugo blommor i på varje stjälk . Blomfärgen kan vara vit, ljusgul, mörkgul, orange, röd, rosa, lila eller blå och mitten av brämet, runt kronpipen, har ofta en kontrastfärg. Kromosomtalet varierar mellan 9 och 13 och polyploider är vanliga. Hos vivorna finns också mycket olika pollentyper.
Vivesläktet innefattar arter, hos vilka man först iakttog heterostyli eller heterodistyli, det vill säga att två (endast två) olika blomformer uppträder hos en och samma art, på olika stånd. Bland andra har även Charles Darwin noga prövat dessa Primula-blommor. Då fann han att vid "legitim" pollinering, det vill säga då ett lågt märke pollineras från lågt sittande ståndarknappar (ur en annan blomma), blir resultatet en säkrare befruktning och bättre frösättning, än vid den "illegitima", det vill säga då ett lågt märke får pollen från höga ståndarknappar (ur den egna eller en annan blomma). Den legitima pollineringen är alltså här med nödvändighet förenad med korsning mellan skilda individer. Olikheten mellan de båda blomformerna visar sig även hos frömjölet. De höga ståndarna har stora pollenkorn, då dessa ska gro på ett märke med långt stift, varför deras pollenslangar (groddar) får en längre väg ned till fröämnena. De låga ståndarknapparna innehåller däremot frömjöl med korn av mindre storlek.
Fönstervivan (Primula obconica) kan framkalla kontaktallergi. Ämnet primulin är välkänt inom hudsjukvården som eksemframkallande. Genom förädlingsarbete finns det sorter att köpa som inte är allergiframkallande.
Till vivesläktet förs numera även tolvgudablomssläktet (Dodecatheon) som tidigare utgjorde ett eget släkte, och storviva (Sredinskya grandis). Sannolikt ska Dionysosvivesläktet (Dionysia) och troligen även klockvivesläktet (Cortusa) inkluderas i släktet Primula.
Çuha çiçeği, çuha çiçeğigiller (Primulaceae) familyasından Primula cinsini oluşturan bahçe süs bitkileri yetiştiriciliğinde kullanılan bitki türlerinin ortak adı. Önemli olan başlıca türleri P. vulgaris ve P.veris dir.
Tohumlar Mayıs sonlarından Temmuz sonlarına değin atılır. Tohumların üzerleri kapanmaz, yalnız hafifçe bastırılır. Çimlenme ortamının sıcaklığı 15-18 °C (en iyi 17 °C) dolayına tutulursa 14-20 gün sonra çimlenme gerçekleşir. Fideler ekimden 4-6 hafta sonra (yani çimlenmeden 3-4 hafta sonra ve ikinci gerçek yapraklar çıktığı zaman) 5 cm. arayla şaşırtılırlar. Tohumdan çiçeklenmeye değin geçen süre 20-28 hafta dolayındadır.
Eylül-Ekim ayında dikilir. Dikim sırasında bitkiler arasında bulundurulacak aralık ve mesafe 20 cm olmalıdır. 30-35 derecede yetişirlerse kırmızı renkli olurlar. 15-20 derecede yetişirse beyaz renkli olurlar. Ekim zamanına ve sıcaklığa bağlı olarak Kasım ortalarından Mayıs'a kadar çiçeklenirler.
Saf halde parterler oluşumunda, parter kenarlarında, ağaç altlarında kullanılmaya ve şeritler oluşturmaya uygundur. Ayrıca, iç mekân bitkisi olarak kullanılabildiği gibi geniş ve basık saksılar içerisinde balkon ve teras bitkisi olarak da bulundurulabilir; kaya bahçelerinde de kullanılabilirler.
Sıcaklık isteği: Şaşırtılan fideler bir süre daha 15-18 °C 'da tutulduktan sonra, çiçek tomurcuklarının oluşması için sıcaklığın l5 °C'nin (bazı çeşitlerinde l0 °C'nin) altına düşürülmesi gerekir. Yaz boyunca olabildiği kadar serin bir yerde bulundurulmalıdır.
Işık isteği: Yan gölge yerlerde iyi gelişirler. Ancak güneşili ortamlarda da zarar görmeden bulundurulabilirler.
Toprak isteği: Torf (veya yaprak çürüntüsü) ile zenginleştirilmiş hafif yapılı toprak karışımlarında yetiştirilirler.
Su isteği : Yetiştiricilik boyunca toprak nemli tutulmalı: ancak kışın aşırı su vermekten kaçınılmalıdır.
Gübre isteği: Yaprakların aşırı büyümesini önlemek için yüksek dozda azot(N) verilmemelidir. Yüksek potaslı (K) gübreler verilebilir. Demir (Fe) eksikliği yapraklarda sararmalara neden olabilir. Demir jelat eriyiği verilerek araz giderilebilir.
Budanması: Solan çiçeklerin uzaklaştırılması çiçeklenme süresini uzatıcı etki yapar.
Önemli hastalıkları virüs, kök ve gövde çürüklükleri, külleme, pas ve kurşuni küf zararlıları ise nematodlar, salyangoz ve sümüklü böcekler, yaprak bitleri, unlu bitler ve toprak kurtlarıdır.
Çuha çiçeği, çuha çiçeğigiller (Primulaceae) familyasından Primula cinsini oluşturan bahçe süs bitkileri yetiştiriciliğinde kullanılan bitki türlerinin ortak adı. Önemli olan başlıca türleri P. vulgaris ve P.veris dir.
На честь роду названо астероїд 970 Примула, відкритий 29 листопада 1921 року.
Chi Anh thảo hay chi Báo xuân (danh pháp khoa học: Primula) là một chi chứa khoảng 400-500 loài cây thân thảo mọc thấp trong họ Anh thảo (Primulaceae). Chúng bao gồm anh thảo Anh, tai gấu. Nhiều loài được trồng làm cây hoa cảnh. Chúng có nguồn gốc ở khu vực ôn đới Bắc bán cầu, kéo dài về phía nam tới các khu vực miền núi cao thuộc khu vực nhiệt đới như ở Ethiopia, Indonesia và New Guinea cũng như được tìm thấy ở khu vực ôn đới thuộc miền nam Nam Mỹ. Các tên gọi phổ biến trong tiếng Việt là anh thảo, báo xuân, ngọc trâm hoa, liên linh hoa.
Những loài anh thảo sống lâu năm nở hoa chủ yếu về mùa xuân; hoa của chúng có thể có màu tía, vàng, đỏ, hồng hay trắng. Nói chung, chúng ưa thích ánh sáng Mặt Trời đã lọc qua các tầng lá khác. Nhiều loài thích nghi với các khu vực có khí hậu miền núi cao.
Cả tên khoa học (Primula) lẫn tên gọi thông thường (báo xuân) đều có ý nghĩa là loài hoa nở đầu tiên về mùa xuân.
Các loài anh thảo bị ấu trùng của một số loài thuộc bộ Lepidoptera phá hại, như Noctua pronuba, Noctua janthina, Xestia c-nigrum và Xanthorhoe montanata.
Một số loài của chi Primula đôi khi còn được gọi là thủy tiên hoa bó (polyanthus), dù chúng không có họ hàng gì với hoa thủy tiên thực sự (chi Narcissus).
Hoa của Primula farinosa
Primula hortensis
Primula sieboldii
Primula veris
Представители рода Первоцвет — многолетние, реже двулетние и однолетние травы.
Листья цельные, образуют прикорневую розетку. Листья морщинистые и покрыты волосками.
Цветки пятичленные, правильной формы, разнообразных расцветок и оттенков, одиночные или собраны в кистевидные или зонтиковидные соцветия на концах безлистных стеблей.
Различные виды первоцвета дают нектар, но из-за длинной цветковой трубочки медоносные пчёлы собирают его в незначительном количестве[3].
В 1905 году баронесса Орци опубликовала роман «Алый Первоцвет», где данное прозвище носит британский шпион, который помогает во время французской революции спасаться аристократам от гильотины. Роман был очень популярен, и в XX веке Первоцветами (Чёрным, Тартановым, Американским) называли несколько реальных личностей, которые спасали людей от фашистов. Однако оригинальное название этого романа (англ. The Scarlet Pimpernel) означает по-английски не первоцвет, а другое растение, очный цвет полевой, хотя и принадлежащий также семейству Первоцветные[4].
В честь первоцвета назван астероид (970) Примула, открытый в 1921 году.
Род разбивают на 6 подродов и 38 секций[5]:
Существует не менее 390[6] видов первоцветов, растут преимущественно в умеренном климате.
По информации базы данных The Plant List, статус видов Первоцвет японский (Primula japonica A.Gray) и Первоцвет Юлии (Primula juliae Kusn.) не определён.
По информации базы данных The Plant List, вид Первоцвет крупночашечный (Primula macrocalyx Bunge) считается подвидом вида Первоцвет весенний (Primula veris L.).
Представители рода Первоцвет — многолетние, реже двулетние и однолетние травы.
Листья цельные, образуют прикорневую розетку. Листья морщинистые и покрыты волосками.
Цветки пятичленные, правильной формы, разнообразных расцветок и оттенков, одиночные или собраны в кистевидные или зонтиковидные соцветия на концах безлистных стеблей.
见内文
報春花屬，又稱櫻草屬，學名Primula（发音为/ˈprɪmjʊlə/）[1]，是报春花科底下的一個屬，許多物種栽培成為觀賞花卉。原產於北半球溫帶，南至衣索比亞、印度尼西亞和新幾內亞，以及溫帶南美洲南部。约有500种[2]。90%以上属于二型花柱植物[3]。
常見品種有報春花（Primula malacoides）、四季櫻草（P. obconica）、中國櫻草（P. sinensis）、雲南報春（P. forbesii）、西洋櫻草（P. polyantha）、黃花櫻草（P. kewensis）、黃花九輪草（P. veris）等。
學名primula是拉丁語primus（意為首要的）的女性指小詞形，應用在春天最早開花的品種。在德語又稱鑰匙花（Schlüsselblumen），源自德國傳說故事，其中描述到小女孩用櫻草插入鑰匙孔打開城堡大門。
報春花屬，又稱櫻草屬，學名Primula（发音为/ˈprɪmjʊlə/），是报春花科底下的一個屬，許多物種栽培成為觀賞花卉。原產於北半球溫帶，南至衣索比亞、印度尼西亞和新幾內亞，以及溫帶南美洲南部。约有500种。90%以上属于二型花柱植物。
常見品種有報春花（Primula malacoides）、四季櫻草（P. obconica）、中國櫻草（P. sinensis）、雲南報春（P. forbesii）、西洋櫻草（P. polyantha）、黃花櫻草（P. kewensis）、黃花九輪草（P. veris）等。
學名primula是拉丁語primus（意為首要的）的女性指小詞形，應用在春天最早開花的品種。在德語又稱鑰匙花（Schlüsselblumen），源自德國傳說故事，其中描述到小女孩用櫻草插入鑰匙孔打開城堡大門。
分類 界 : 植物界 Plantae 門 : 被子植物門 Magnoliophyta 綱 : 双子葉植物綱 Magnoliopsida 亜綱 : ビワモドキ亜綱 Dilleniidae 目 : サクラソウ目 Primulales 科 : サクラソウ科 Primulaceae 属 : サクラソウ属 Primula 種 サクラソウ属（サクラソウぞく、学名：Primula）は、サクラソウ科に属する植物の一群である。花が美しいものが多く、栽培種が多数含まれる。
すべて多年草で、地下に根茎を持つ。葉は根出状に出て、柄があって丸っこい場合と、葉柄が不明瞭で楕円形の場合がある。花茎は葉の間から伸び出し、その先端に散形あるいは輪生状に花序をつける。花には5裂した萼があり、その中から筒状の花弁が出て、その先端は広がって大きく5つに割れる。雄蘂は5本で花弁の中にまとまる。特筆すべき点としては、異形花柱性が挙げられる。これは、同じ種でも個体により花柱(雌蕊の付いている部分)が雄蕊より短く、花筒内に隠れるものと、逆に花柱が雄蕊より長く、開口部まで伸びるものがあるということである(自家不和合性 (植物)の記事でP.vulgarisにおける例を写真で見ることができる)。これは、異なる花柱タイプ同士の受粉を容易にし、近親交配を避ける適応と考えられる。[1]なお、少なくともサクラソウ(P.sieboldii)においては長花柱花の方が短花柱花よりも自家和合性を持っている(つまり自家受粉でも種子を作ることができやすい)。[2]しかし、異型性が崩壊して雌蕊と雄蕊が同じ高さになり、自家受粉を行うものもある。これが種全体のレベルにまで達したものもある。[3]
北半球の温帯 - 寒帯を中心に約500種とも600種とも言われる[4]。花が美しいものが多く、観賞用に栽培されるものも多い。ヨーロッパにおいて園芸植物となったものはプリムラと総称される。日本ではサクラソウが江戸時代に古典園芸植物として発展し、多くの品種を擁する。
しかし、そのために乱獲されたものも多い。サクラソウの場合、生育環境の開発も大きな影響を持っている。クリンソウ、カッコソウなども乱獲によって絶滅に瀕している。他方、日本のそれ以外の種は高山植物がおおく、もともとの生育地が限定されており、いずれにせよ貴重な植物と見なされている。
日本には以下のような種が知られている。
以下は、海外に産する種である。
ミチノクコザクラ
ユキワリコザクラ
2,3については、参考文献として サクラソウの目 第二版 鷲谷いづみ著 地人書館刊 2006年 ISBN 4-8052-0775-2 と サクラソウの分子遺伝生態学 鷲谷いづみ編 東京大学出版会刊 2006年 ISBN 978-4-13-066156-0 が挙げられている
サクラソウ属（サクラソウぞく、学名：Primula）は、サクラソウ科に属する植物の一群である。花が美しいものが多く、栽培種が多数含まれる。
앵초속(Primula, /ˈprɪmjʊlə/[1])은 앵초과에 딸린 속이다.
히말라야를 중심으로 북반구의 고지와 한지에 약 550종이 분포하며, 한국에는 십수종이 자생한다. 제주도 한라산에 한라 취란화·설앵초, 남부·중부지방에 큰앵초·앵초, 북부지방에 눈빛취란화·주걱취란화·화태설취란화·바위취란화 등이 자생한다. 매년 가을 또는 봄에 포기나누기를 하고 용토(用土)를 교환하여 새뿌리가 잘 뻗도록 한다. 열매는 삭과이며 주로 산지에서 자라며 강원·경기·평북·함남 등지에 분포한다.
프리뮬러(Primula)는 식물분류학상으로는 앵초과 앵초속의 이름이지만 보통 외래 재배종을 가리킨다. 앵초속 식물은 대부분 여러해살이며 약 200종이 알려져 있다. 주로 북반구의 한대 또는 산지에 많이 자생한다. 프리뮬러는 원예품종도 많고, 초봄의 관상용 화초로 분 또는 화단에 널리 재배되고 있다. 폴리안타는 오래 전부터 개량되어 온 교배종으로 팬지나 데이지와 더불어 봄의 대표적 화초이다. 높이 15-30cm로 잎은 근생하고 도란형으로 꽃줄기에 다수의 꽃이 달리는 것과 한 꽃씩 달리는 것이 있다. 폴리안타계의 퍼시픽 자이언트는 꽃이 크고 지름 약 6cm로 흰색·노란색·분홍색·빨간색 등이 있다. 말라코이데스는 중국 원산이며, 잎은 난형 또 장타원상 난형으로 자루가 있고, 뒷면과 줄기는 흰가루로 덮인다. 꽃줄기가 많이 나와서 단의 산형꽃차례로 벚꽃과 비슷한 작은 꽃이 말이 달린다. 재배는 보통 1, 2년초로 다루며 온실이나 프레임 내에서 하는 것이 일반적이다. 씨앗은 6-7월에 분에 부린다. 발아의 적당한 기온은 15-20℃, 용토는 부엽토가 풍부한 것이 좋다. 발아 후 상자 또는 작은 분에 옮겨 심고, 고온건조에 약하므로 여름에는 반그늘에 두는 것이 좋다.
.jpg)
_-_15.jpg)
_in_Great_Ashby_District_Park,_Stevenage.jpg)
.JPG)
.JPG)
.jpg)
.JPG)
