Slut med smøger: Stor kæde dropper salg af tobak
Som den første dagligvarekæde i Danmark kvitter Lidl nu smøgerne.
Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.
Udfasningen begynder allerede nu, for Lidl fjerne 20 pct. af cigaretterne fra hylderne inden årets udgang. Når kalenderen skriver 2028 er det ikke længere muligt at købe tobak i discountkædens butikker.
»I Lidl ønsker vi at være ansvarlige købmænd, og vores kunder forventer, at vi er en ansvarlig dagligvarekæde. Vi skal turde udfordre og gå forrest med nye og større initiativer. I 2018 gik vi forrest og satte som den første dagligvarekæde aldersgrænsen op ved køb af energidrikke med højt koffeinindhold. På samme måde har vi nu besluttet ikke at sælge tobak i alle vores nyetablerede butikker og udfase det helt fra vores sortiment inden udgangen af 2028,« siger Khalil Jehya Taleb, viceindkøbsdirektør i Lidl Danmark.
Lidl har planer om at åbne flere end 60 nye butikker i Danmark i løbet af de næste år, og samtlige nye butikker vil være tobaksfrie.