Sundhed

Røgfri arbejdstid: Nordjysk kommune vil skodde ansattes smøger

Ifølge oplæg til lokalpolitikere har rygere 4,5 flere sygefraværsdage om året sammenlignet med ikke-rygere

Et forbud mod rygning afholder ikke de nordjyske teatre fra at lade kunstnere ryge på scenen. Arkivfoto:
Et forbud mod rygning afholder ikke de nordjyske teatre fra at lade kunstnere ryge på scenen. Arkivfoto: Arkivfoto.
14. februar 2023 kl. 08:12
Opdateret kl. 13:41

BRØNDERSLEV: Der skal nok være dem, der mener, at det er lidt af en skodbeslutning - men det kan meget vel ende med, at Brønderslev Kommune snart indfører røgfri arbejdstid for de kommunalt ansatte.

Kommunens sundhedsudvalg har allerede nikket ja til at indføre restriktioner, når det gælder tobaksrelaterede produkter, og onsdag skal økonomiudvalget vende skråen.

I oplægget til politikerne henviser forvaltningen ikke bare til folkesundheden generelt, men også til et studie fra 2016, der estimerer at rygere har 4,5 flere sygefraværsdage om året sammenlignet med ikke-rygere.

73 kommuner

Der er ikke ret mange pletter tilbage på Danmarkskortet med kommuner, der ikke har indført røgfri arbejdstid i en eller anden form - ifølge en opgørelse fra Hjerteforeningen har 73 kommuner indført røgfri arbejdstid.

Røgfri arbejdstid betyder, at ansatte ikke må ryge i arbejdstiden - men Brønderslev Kommune vil dog ikke have mulighed for at træffe bestemmelser om medarbejdernes mulighed for at ryge i selvbetalte pauser, påpeges det.

Dog skal det så foregå andre steder end på matriklen.

Politikerne skal også helt konkret ind og kigge på, om forbuddet - trods mulighed for at ryge i selvbetalte pauser - alligevel skal gælde, når man er iført kommunal uniform. 

Personlig frihed

Selv om der altså tidligere på året var flertal i Brønderslev Kommunes sundhedsudvalg for at indføre røgfri arbejdstid med undtagelser - eksempelvis når der er tale om selvbetalte pauser - så var der ikke enighed: 

Mathias Christensen fra Venstre havde ikke taget stilling, da sagen blev behandlet, mens Martin Bech fra Liberal Alliance stemte imod røgfri arbejdstid under henvisning til den personlige frihed.

Formanden for sundhedsudvalget i kommunen, Ole Jespersgaard (S), var en af de politikere, der stemte for.

- Jeg har godt nok tidligere været imod, men det gør indtryk, at tusindevis dør hvert år på grund af rygning - og vi er da også en af de få kommuner, der endnu ikke har indført røgfri arbejdstid, forklarer udvalgsformanden.

Han påpeger, at MED-udvalget skal tages med på råd, inden reglerne udformes helt ned i detaljen, hvis det da ellers ender med en endelig vedtagelse.

- Og det er jo ikke fordi, at vi skal sende spioner ud, der overvåger de ansatte for at se, om reglerne overholdes, men jeg synes, at det er et rigtig godt signal at sende, hvis vi vedtager en ny politik på området, lyder det endvidere fra udvalgsformanden.

Hvis ordningen godkendes, så lægges der op til, at den indfases over seks til 12 måneder, så rygerne er godt forberedte - også i forhold til eventuelt at deltage i et rygestop-kursus.

Der er lagt op til, at ordningen skal omfatte alle tobaksrelaterede produkter.

Læs også
Havde røget i 38 år, så forbød Nordjyllands største arbejdsplads rygning
Læs også
Kommune går mod strømmen: Her må der ryges i arbejdstiden
Læs også
Røg fremmer debatlyst: Røgfri arbejdstid politisk varmt emne

Forsiden