Domstole

To indsatte i opgør om smøger: Det gjorde mest ondt på den ene

Indsat i Kragskovhede får forlænget opholdet bag tremmer

En pakke smøger var i centrum for et opgør mellem to indsatte på
En pakke smøger var i centrum for et opgør mellem to indsatte på
07. maj 2021 kl. 13:51

HJØRRING: Et opgør mellem to indsatte i Statsfængslet på Kragskovhede har ført til, at en 24-årig mand får forlænget sit ophold bag tremmer med tre måneder.

Det er resultatet af den dom, han fredag fik ved Retten i Hjørring.

Her var han tiltalt for at have forårsaget et brud på albuen hos en 29-årig medindsat efter en uenighed om en pakke cigaretter.

Det oplyser anklager Sofie Stokholm Jepsen fra Nordjyllands Politi.

Den 24-årige var tiltalt efter straffelovens §244 og §247, der handler om vold og vold i gentagelsestilfælde.

Ifølge anklageskriftet kom det en dag i oktober i fjor til et opgør mellem de to indsatte. Den 29-årige forklarede i retten, at han skyldte den 24-årige cigaretter - og at den 24-årige derfor skubbede den 29-årige ned i et askebæger af beton, så han fik et brud på sin albue.

Den 24-årige, som er tidligere dømt for vold, nægtede sig skyldig. Der var ingen øjenvidner til episoden, men et andet vidne støttede den 29-åriges forklaring om, at han skyldte den 24-årige cigaretter. Det valgte dommeren at tro på og fældede derefter dom over den 24-årige.

Ifølge Sofie Stokholm Jepsen udbad han sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Forsiden