Debat og politik

Slut med smøger for alle skoleelever og kommunalt ansatte i Randers

Randers Kommune indfører totalforbud mod rygning i arbejdstiden for alle medarbejdere og for kommunens skoleelever.

Randers Kommunes medarbejdere skal fremover være røgfrie i hele arbejdstiden. Randers Kommune indfører totalforbud mod rygning i arbejdstiden for alle medarbejdere. Det sker efter, at Randers Byråd på mødet den 17. september 2018 vedtog en ny rygepolitik.

En cigaret i pausen eller på vej til et møde bliver fortid for Randers Kommunes medarbejdere. På mødet den 17. september 2018 har Randers Byråd vedtaget en ny rygepolitik, der betyder, at det ikke længere er tilladt at ryge i arbejdstiden. Forbuddet gælder hele arbejdstiden – også under transport til og fra møder og ved hjemmearbejde, ligesom det er slut med at flekse ud for at ryge.

På mødet besluttet byrådet også, at det er Hovedudvalget (Randers Kommunes øverste medarbejderudvalg red.), der skal udmønte politikken. Planen for, hvordan det skal ske vil på et senere tidspunkt blive fremlagt for byrådet.

Gratis rygestopkurser

Baggrunden for Randers Kommunes nye rygepolitik er visionen for et Røgfri Randers 2025, en vision som byrådet vedtog tilbage i 2014. Her er målet, at Randers Kommune gennem en forstærket indsats får nedsat andelen af rygere væsentligt.

Med den ny rygepolitik går Randers Kommune foran med at indføre røgfri miljøer. Og rygepolitikken er samtidig en del af Randers kommunes indsats på forebyggelses- og rygestop området. En del af politikken er således gratis rådgivning og rygestopkursus til ansatte, der ønsker at holde op med at ryge.

Forbud gælder også folkeskoleelever

Ud over kommunens medarbejdere gælder politikken også for børn og unge på kommunens skoler og institutioner.

Desuden bliver det forbudt at sælge tobak på Randers Kommunes fritids- og idrætsanlæg. Denne regel træder i kraft ved nye forpagtningsaftaler eller ved forlængelse af eksisterende.

Kommentarer