Mere end hver tiende pakke smøger er sort i EU

Det illegale marked med handel af cigaretter udgør 11,1 procent af det samlede cigaretsalg indenfor EU.

Mere end hvert 10. skod i EU kommer fra en cigaret, der er købt sort. (© DR)

Europæerne pulser sorte smøger i stigende omfang. Den illegale handel med cigaretter udgør nu 11,1 procent af det samlede cigaretsalg inden for EUs grænser. Det skriver dagbladet Børsen. Det er mere end hver tiende pakke cigaretter i Europa, der er sort.

Det er revisions og rådgivningsfirmaet KPMG, der udarbejder en årlig rapport for EU-Kommissionen og tobaksgiganten Philip Morris International.

Den illegale handel med smøger betyder, at de europæiske stater samlet har mistet indtægter på 256 milliarder kroner i skat siden starten af 2010. Undersøgelsen viser - ifølge Børsen - at danskerne næsten ikke køber illegale cigaretter.

Prince mest populært

- Danmark er sammenlignet med det øvrige EU et mere lokalt marked. Det, der umiddelbart springer i øjnene, er, at Prince fortsat er det mest populære importerede enkeltmærke i Danmark.

- Og danskerne køber generelt ikke så mange ulovlige cigaretter som i mange andre EU-lande, siger direktør i KPMG, Simon Bøge til Børsen.

I følge Skat udgør den illegale handel med cigaretter i Danmark kun en procent af den samlede handel.

/ritzau/