I dag stiger prisen på smøger: Corona giver en særlig god grund til at kvitte dem

Det er altid en god idé at holde op med at ryge, men coronavirus bør øge motivationen.

Fra i dag koster en pakke cigaretter 55 kroner. Den 1. april 2022 stiger prisen til 60 kroner. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Prisen på en pakke cigaretter stiger i dag fra 40 til 55 kroner.

Det sker som et led i regeringens og støttepartiernes finanslovsaftale, der skal ende med en pris på 60 kroner for en pakke cigaretter i 2022.

Mens prisen på smøgerne stiger, kæmper det danske samfund mod coronasmitten, og derfor er der lige nu meget tungtvejende argumenter for at holde op med at ryge.

Det siger Andreas Fløe Hvass, der er læge på afdelingen for lungesygdomme på Aarhus Universitetshospital.

- Vi ved fra andre sygdomme som influenza, at man både er i større risiko for at få sygdommen og for at blive rigtig syg af det, hvis man er ryger, siger han.

- Derfor må vi også tænke, at det i forhold til coronavirus øger ens chancer for at få et mildt forløb og for ikke at få sygdommen, hvis man lader være med at ryge.

Erfaringerne fra influenza viser også, at rygere med svære sygdomssymptomer kan være vanskeligere at redde.

- Der er en større risiko for at dø, hvis man bliver svært syg og skal i respirator, hvis man ryger, siger Andreas Fløe Hvass.

Hurtig bedring selv efter mange år med røg

Han bliver bakket op af Hanne Madsen, der er ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital.

- Det er farligere at blive smittet med corona, hvis man er ryger. De data, der ligger fra Kina, tyder på, at hvis man er ryger, risikerer man et væsentligt mere alvorligt forløb, end hvis man ikke ryger, siger Hanne Madsen.

Måske sidder du derude som mangeårig ryger og tænker, at det alligevel ingen forskel kan gøre for dine chancer for et mildt coronaforløb at holde op med at ryge, fordi skaden allerede er sket.

Men der tager du fejl.

Ifølge Hanne Madsen er der nemlig flere forskellige grunde til, at rygere lettere får en infektion.

For det første skader rygning generelt dit immunforsvar og på sigt dit lungevæv. De små fimrehår, du har i lungerne, bliver ødelagt af rygning, og de er vigtige, for de skal bruges til at transportere bakterier og slim væk fra lungerne.

Den gode nyhed er, at både fimrehår og immunforsvar hurtigt viser positive takter efter et rygestop.

- Immunforsvaret er allerede bedre efter 14 dage, og fimrehårene er bedre efter en måneds tid. Der går 14 dage til en måned, så har du øget dine chancer for at få et mildt forløb, hvis du får corona, siger Hanne Madsen.